Tip os log ind
  • 1/: Kirsten Thorup har gennem hele sit liv været optaget af samfundet omkring hende og samtidig brugt adskillige timer på at fordybe sig i litteraturen for at blive klogere på sig selv og blive inspireret til sine egen romaner. I dag bor hun tæt på Søerne i København i en lejlighed, hvor de fleste vægge er fyldt bogreoler.
    Foto: Carsten Lauridsen
  • 1/: - For mig at se handler kunsten og litteraturen først og fremmest om at have en dialog med læserne. Det er et frirum, hvor ingen autoriteter har adgang til at definere, hvad der er rigtigt og forkert. Så jeg skriver ikke for at finde svar. Jeg skriver mere for at stille spørgsmål, siger Kirsten Thorup.
    Foto: Carsten Lauridsen
  • 1/: Som barn og ung lignede Kirsten Thorup sin far. Nu er det hendes mor, der kigger tilbage på hende, når hun ser sig selv i spejlet. - Når jeg ser på mig selv, ser jeg i virkeligheden min mor, som hun så ud som 70-årig, og det kan jeg næsten ikke holde ud, siger forfatteren, der ikke bare arvet morens udseende, men også hendes stædige insisteren på, at man altid skal hjælpe andre - uanset, hvem de er.
    Foto: Carsten Lauridsen
  • 1/: »Jeg føler faktisk, at det at skrive er et hjem, jeg skal hen til hver dag.« Sådan har Kirsten Thorup engang forklaret, hvad forfatterskabet blandt andet giver hende. I dag er det næsten fem årtier siden, hun udgav sin første bog, og intet tyder på, at hun er ved at løbe tør for ord. Hun er allerede i gang med sin næste bog og har ideer til flere.
    Foto: Carsten Lauridsen
  • 1/: - Man skal selvfølgelig ikke opføre sig som den tåkrummende mor, vi kender fra satireprogrammerne, der ringer hele tiden, men man kan jo godt have lyst til det. Hvis man kunne få lov, ville man blive ved med at hælde følelserne ud over sine børn, men man ved godt, at man skal holde sig i skindet, siger 74-årige Kirsten Thorup, der i dag selv er både mormor og oldemor. ?
    Foto: Carsten Lauridsen

Suget fra afgrunden

Hvad hvis man får et barn og opdager, at man ikke har en mor i sig? I sin nye bog undersøger Kirsten Thorup den svære rolle som mor, som ikke altid giver sig selv og i hvert fald ikke nødvendigvis bliver nemmere med alderen
10. april 2016, 19.00

»Hvis jeg skulle leve et liv til, ville jeg ikke have børn.« Det er bemærkninger som denne, hørt ved selskaber eller sagt i samtaler, der har været med til at forme den gennemgående figur i Kirsten Thorups nye bog »Erindring om kærligheden«. For mens masser af romaner beskæftiger sig med barnets forældreoprør, den fraværende far eller den dominerende mor for eksempel, så er der ikke mange, der har beskrevet, hvad det vil sige at være mor og opleve barnets oprør og frigørelse.

- Så jeg ville gerne undersøge, hvordan min hovedperson, Tara, klarer sig igennem det følelsesmæssige minefelt. Hun er en kvinde, der langt hen ad vejen kommer til kort som mor, og for mig var det en udfordring at forsøge at beskrive, hvilke smertepunkter der er forbundet med netop dét ikke at kunne være den mor, man gerne vil være. Hvordan er det at opleve den adskillelse og det oprør fra børnene, der jo på sin vis er helt naturligt, men ikke gør mindre ondt af den grund, siger Kirsten Thorup.

Forfatteren har brugt fem år siden sin forrige bog »Tilfældets gud« på at få greb om den antiheltinde, som er romanens hovedfigur, og det har, erkender hun, ikke været helt ligetil. Blandt andet fordi Tara, trods sit hjælpergen og de gode intentioner, på mange måder er svær at elske. Hun falder helt og aldeles uden for enhver forestilling om, hvordan man som kvinde skal leve sit liv. Hun flytter fra sted til sted, lever i en periode på gaden og på kanten af samfundet, og ikke mindst magter hun sjældent at være en nærværende voksen mor for den datter, der i lange perioder afskriver al kontakt.

- Tara er psykisk ustabil og får også en fødselsdepression, hvilket jeg har opdaget også i dag er et tabu. Det er stadig skamfuldt, at man ikke springer ud som den perfekte mor med de perfekte følelser. Jeg troede, tabuet om fødselsdepressioner var noget, der hørte datiden til, men det er åbenbart stadig gældende.

Det holder aldrig op

I »Erindring om kærligheden« er datterens oprør med moren barsk og brutalt. Allerede som teenager lægger hun afstand til hende, så følger en række katastrofale forsøg på at finde hinanden, inden hun trækker sig helt og insisterer på, at der ikke længere er plads til Tara i hendes liv. Heller ikke selvom de to under vreden og sorgen også føler sig tæt forbundne.

Det er mere dramatisk end de fleste af virkelighedens relationer mellem mødre og deres voksne døtre, men det beskriver alligevel et almenmenneskeligt mønster, mener Kirsten Thorup. For vi kan tale nok så rationelt om, hvor naturligt og godt og uundgåeligt det er, når ungerne flyver fra reden og ikke længere betragter deres forældre som verdens centrum. Det er stadig en smertefuld oplevelse at stå med al den kærlighed, som ikke længere har et sted at gå hen.

- Man skal selvfølgelig ikke opføre sig som den tåkrummende mor, vi kender fra satireprogrammerne, der ringer hele tiden, men man kan jo godt have lyst til det. Hvis man kunne få lov, ville man blive ved med at hælde følelserne ud over sine børn, men man ved godt, at man skal holde sig i skindet, siger 74-årige Kirsten Thorup, der i dag selv er både mormor og oldemor og altså for længst har oplevet sin datter rejse ud og skabe sit eget liv. Alligevel genkender hun udfordringen fra sig selv.

- Det holder aldrig op. Adskillelsen finder sted hele livet. Der er både positive og negative følelser, som man har med hele vejen igennem. På den måde bliver man aldrig færdig, konstaterer hun og fortæller, hvor stort et indtryk det gjorde på hende, da en kvinde til et selskab indrømmede, at hun var bange for sine voksne døtre.

- Og det kan man jo godt mærke et strejf af på et mere diffust plan. Det er en stor glæde at være mor, men det er også smertefuldt, fordi det ikke er en relation, man kan tage for givet, og ikke mindst er det svært, fordi der er så mange forestillinger om, hvordan kvinder skal være.

Uden svar

»Man har ikke den samme barndom hele livet«, konstaterer Taras datter mod slutningen af bogen, hvor de to efter en langvarig adskillelse finder sammen igen. Det, man tænkte om sine forældre som ung, ser måske anderledes ud, når man bliver voksen. Man opdager måske endda - med overraskelse og en snert af ubehag - at man ikke bare forstår dem, men også ligner dem. At man næsten er dem i særlige situationer.

I bogen har Tara selv løsrevet sig fra sin mor, som datteren nu løsriver sig fra hende. Alligevel følger moren hende som en usynlig skygge overalt. Taler ligefrem til hende i perioder.

Som barn og ung lignede Kirsten Thorup sin far. Nu er det hendes mor, der kigger tilbage på hende, når hun ser sig selv i spejlet.

- Og det kan jeg næsten ikke holde ud, griner forfatteren, der til gengæld gerne står ved nogle af de værdier, hun har fået fra moren.

Særligt forpligtelsen til at tage sig af andre mennesker. At alle skal behandles med samme værdighed. En overbevisning hun i øvrigt har ladet været noget helt centralt hos Tara og hendes mor.

- Men jeg synes faktisk ikke, min mor taler til mig på samme måde, som Taras mor gør, og jeg kan ikke huske, at hun nogensinde har gjort det. Så det undrer mig faktisk, hvorfor jeg har lavet så markant et træk i bogen. Men man kender jo ikke sig selv til bunds. Heller ikke som forfatter. Spørgsmål som »hvem er jeg?«, mener jeg aldrig, man får et udtømmende svar på. For mennesket er jo en gåde. Både for andre og for en selv, siger Kirsten Thorup.

For nok har hele hendes forfatterskab været en lang undersøgelse af en række centrale temaer. Kvinderollen, uligheden i samfundet og humanismen for bare at nævne nogle af dem. Men at man fremlægger nogle spørgsmål med afsæt i en personlig erfaring, er ikke ensbetydende med, at man skriver sig frem til nogle svar.

- For mig at se handler kunsten og litteraturen først og fremmest om at have en dialog med læserne. Det er et frirum, hvor ingen autoriteter har adgang til at definere, hvad der er rigtigt og forkert. Så jeg skriver ikke for at finde svar. Jeg skriver mere for at stille spørgsmål og beskrive nogle grundvilkår, vi alle kan genkende på et eller andet plan.

Lyset

Det undrer jævnligt Kirsten Thorup, hvad der afgør, hvilke karakterer hun skriver om. Hvad er det, der gør, at én karakter pludselig maser sig forrest i rækken og insisterer på at blive omdrejningspunktet i en bog? Hun ved det ikke. Hun ved bare, at det ikke er noget, hun selv bestemmer. Tara har for eksempel rumsteret i baghovedet i mange år sammen med en løs ide om at beskrive et menneske med et udpræget instinkt mod at hjælpe andre og en tendens til at lade sin identitet tage farve af omgivelserne. Men hun kunne ligesom ikke få greb om hende. Pludselig ville historien om Tara så alligevel fortælles, og uanset hvordan man opfatter hende, så er det nok umuligt at læse bogen uden en form for både genkendelse og smerte.

- Jeg arbejder meget bevidst med identifikation, og når Tara kan vække noget stærkt i læseren, er det jo blandt andet, fordi vi bliver mindet om den afgrund, vi kan falde i, hvis vi ikke lykkes som kvinde og som mor og ikke passer ind i de kvindelige stereotyper.

Afgrunden er jo lige derude, og træder man ved siden af, falder man i. Alle kan træde forkert eller snuble, siger Kirsten Thorup, der midt i snak om afgrund og uperfekte kvinder og svære morroller minder om, at der jo ikke kun er mørke, men også lys.

At vi sætter børn i verden, er ikke kun vejen til smerte og rådvildhed. Det er også et mirakel.

- Der er så meget snak om og angst for døden, men man skal ikke glemme, at man er blevet født. Det er det, der er det store under for mig. At man har fået et liv, og at det vejer tungt i al den dødssnak. Jeg har ikke tænkt så meget over det før, men i dag ser jeg primært døden som naturens gang, mens selve fødslen er et mirakel. Betragter man livet som en gave eller en forbandelse? Ja, det skifter nok fra dag til dag. Men der er i hvert fald et lys i mørket.

Ordet er dit