Tip os log ind
Erling Askjær Jørgensen.

19.000 fjernvarmeforbrugere er truet

16. april 2019, 14.00

FJERNVARME Selskabet Eniig ejer elforsyningen i det meste af Jylland og i Eniig er der 10 områder, hvor der er valgte forbrugerrepræsentanter. I alt fordelt udover det meste af Jylland er der 350 forbrugerrepræsentanter og der har lige været nyvalg til repræsentantskabet.

De 350 afgående (heraf nogle genvalgte) skal ved et møde 25 april tage stilling til et forslag om, at vi 19.000 fjernvarmeforbrugere i Herning, skal sælges = tvangsindlemmes i et selskab i Randers, som hedder Verdo, og som er afsløret i de seneste uger som et selska,b der har sat store rekorder i manipuleringer og ulovlig opkrævning af nogle hundrede millioner ved deres fjernvarme forbrugere i Randers.

Sagen består af en varslet byttehandel, således at fjernvarmeforbrugerne i Herning skal sælges til selskabet Verdo og som betaling skal Verdo afgive elforsyningen i Randers og Hobro til Eniig. Med rette føler vi fjernvarmeforbrugere i Herning os hensatte til den tid, hvor der var gang i meget handel med mennesker i verden.

Når man så henvender sig til en folkevalgt forbrugerrepræsentant i bestyrelsen for fjernvarmeaktieselskabet i Herning, Finn Andersen i Tjørring, så får man oplyst, at de menige medlemmer i fjernvarmebestyrelsen i Herning er blevet pålagt tavshedspligt og at kun bestyrelsesformand og direktør i selskabet må udtale sig i sagen. Sådan er det i Eniig, hvor man har pralet med, at vi er medejere og har indflydelse. Fakta er, at fordækthed og hemmelighedskræmmeri og skjulte dagsordener i sagen er, hvad det drejer sig om. Vrede er det, som varmer os.

Det er på høje tid, at den øverste ledelse i Eniig kommer på banen og oplyser, at alt om salg af os fjernvarmeforbrugere i Herning til Verdo i Randers er fuldt og helt og totalt aflyst. Hvis ikke, så har vi kun ét middel tilbage, og det er, at samtlige elforbrugere, som Eniig har i Herning-området, skifter el-leverandør, hvilket vi heldigvis har vores frie ret til.

Hvorfor er vi fjernvarmeforbrugere i Herning endt i denne forfærdelige situation? Jo, 100 procent fordi Lars Krarup i sin tid med hjælp af flere, mest Venstrefolk, i det daværende byråd omkring år 2002, uretmæssig solgte de forsyningsværker, som 100 procent var forbrugerejede. Den sag var det, som Venstreministeren Lars Lilleholt udtalte sig om og sagde »Det er stærkt kritisabelt, det der foregår i Herning« og så stoppede han en del af plyndringerne af fjernvarmeforbrugerne i Herning med en hastelov, ekspres kørt gennem Folketinget. Så gik vi og troede, at det, en Venstreborgmester i Herning havde ført os ud i af uhyrlighede,r var endegyldigt sluttet. Nu er vi truede med, at vi igen kommer ud i økonomisk morads af værste kaliber. Nu afventer vi, om ledelsen i Eniig A.M.B.A er en ordentlig og fair ledelse. Det vil vi nøje holde opsyn med.

Ordet er dit



Mere Debat