Tip os log ind
Klimabevægelsen Fridays for Future er inspireret af 16-årige Greta Thunberg fra Sverige. For over et halvt år siden satte hun sig uden for den svenske Riksdag med et håndskrevet skilt med teksten Skolestrejke for klimaet. Det er hun fortsat med, og det har inspireret til klimademonstrationer verden over. Her står hun med sit skilt i Berlin.
Foto: Fabrizio Bensch/reuters

17-årig dansker og EU-kommissær skal tale klima i førerløs bus

17-årig fra Viborg er blandt en håndfuld unge, der tirsdag skal tale alvorsord om klima med EU-kommissær
23. april 2019, 07.24

Klima En række unge klimaaktivister er tirsdag inviteret til Bruxelles, hvor de skal diskutere klimaproblematikken med Maros Sefcovic, der er næstformand i EU-Kommissionen.

Og det bliver ikke under helt normale omstændigheder. For hele diskussionen kommer nemlig til at foregå i en førerløs elektronisk minibus, som de skal prøvekøre.

Blandt de unge, der er mellem 13 og 23 år, er 17-årige Nanna Lindbæk Qvesel fra Viborg. Hun repræsenterer den danske del af bevægelsen »Fridays for Future«, som arrangerer klimastrejker.

Nanna Lindbæk Qvesel mener, at det er »kæmpestort«, at de unge aktivister får muligheden for at mødes med Maros Sefcovic.

- Det er en kæmpe mulighed for at få vores stemme hørt og komme bredere ud. Og så er det også en chance for endnu en gang at få fortalt politikerne, hvad det virkelig er, vi brænder for.

- Vi vil snakke om, hvilke konsekvenser klimakrisen har for vores fremtid, og hvad vi kan gøre for at forebygge den. Det vil vi diskutere, og jeg håber, at han tager vores ord op til overvejelse, siger Nanna Lindbæk Qvesel.

Klimabevægelsen »Fridays for Future« er inspireret af 16-årige Greta Thunberg fra Sverige. For over et halvt år siden satte hun sig uden for den svenske Riksdag med et håndskrevet skilt med teksten »Skolestrejke for klimaet«.

Det er hun fortsat med, og det har inspireret til klimademonstrationer verden over.

Nanna Lindbæk Qvesel har været med til at organisere to klimastrejker og er i gang med en tredje. Hun forsøger at leve klimavenligt ved at være veganer og overvejende købe tøj fra genbrug.

Hun mener, at tiden til at handle er nu. Derfor håber hun, at Maros Sefcovic vil tage de unge aktivister seriøst. Det vil hun sikre ved at »skabe et bånd til ham«.

- Vi vil prøve at have det sjovt med ham og have en hyggelig samtale, men stadig holde tonen rigtig seriøs. Vi vil tale om de konsekvenser og de løsningsmuligheder, der er.

- Og så er det jo op til ham at vurdere, hvad han synes om de løsninger, vi kommer med, siger Nanna Lindbæk Qvesel.

/ritzau/

Ordet er dit



Mere Indland