Tip os log ind
Lone Børlum.

120 flere fattige børn i Herning

20. februar 2019, 14.15

BØRN Det går godt i Danmark. Beskæftigelsen er høj, arbejdsløsheden lav og økonomien sund.

Her i Herning går det også godt - for de fleste, men desværre ikke for alle.

For mens de fleste borgere i Herning har flere penge mellem hænderne i dag, end de havde for 10 år siden, så er billedet helt anderledes for den fattigste tiendedel af borgerne i vores kommune. De har - på trods af det økonomiske opsving - færre penge mellem hænderne i dag, end de havde for 10 år siden. Det er en sørgelig udvikling, som overvejende skyldes de politiske valg, som er blevet truffet på Christiansborg igennem en årrække.

For politikerne har prioriteret at give skattelettelser til dem, som i forvejen har mest. For at få råd til det har de blandt andet indført kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og reduceret dagpengene. Det er altså de fattigste i vores samfund, som har måttet betale prisen for skattelettelserne til de rigeste. Det giver slet ingen mening, hvis I spørger mig.

Konsekvenserne af den skæve fordelingspolitik kan ses helt konkret her i Herning. Alene fra 2016 - hvor kontanthjælpsloftet blev indført - til 2017, er der kommet 120 flere fattige børn i Herning. I alt har vi nu hele 880 børn i kommunen, hvis forældre lever under fattigdomsgrænsen. Det svarer til hvert 20. barn - eller ét barn i hver skoleklasse. Fattige børn er således ingenlunde et ukendt fænomen i Herning.

På landsplan har vi lige nu hele 64.500 fattige børn. Det synes jeg er trist i en tid, hvor det faktisk går godt for Danmark og dansk økonomi. (tallene er hentet fra fagbevægelsens nye velfærdsindeks).

Jeg synes, at vi skal få politikerne på Christiansborg tilbage på sporet. Vi skal have stoppet den udvikling, der er i gang, hvor de rigeste bliver rigere, mens de fattigste bliver fattigere. Vi er alle sammen bedst tjent med et samfund, hvor afstanden mellem rig og fattig ikke er for stor. Når afstanden imellem os stiger, svækkes solidariteten, trygheden og sammenhængskraften nemlig. Det gælder også her i Herning. Lad os stå sammen og forlange, at de danske politikere skifter kurs. Det er nu altså bare rarest at leve i et samfund, hvor vi alle sammen behandles med værdighed, og hvor ingen må gå sultne i seng.

LO Herning sætter bl.a. fokus på dette emne i den kommende folketingsvalgkamp, hvor vi igen er klar med en kampagnebil, hvor vi vil møde borgerne rundt om i dækningsområdet for LO Herning-Ikast.

Ordet er dit



Mere Debat