Tip os
Usain Bolt og co. skal lørdag aften forsøge at vinde den femte VM-guldmedalje i træk på 4 x 100 meter.

Usain Bolt løber sikkert stafethold i hans sidste finale

Problemfrit kvalificerede Bolt og Jamaica sig til VM-finalen i 4 x 100 meter. Det bliver Bolts sidste løb.
12. august 2017, 12.44

Den jamaicanske sprinterkonge Usain Bolt løber lørdag aften sit sidste løb i karrieren, når han er en af fire deltagere på Jamaicas stafethold på 4 x 100 meter ved atletik-VM i London.

Bolts karriere kunne være sluttet lørdag formiddag, men som forventet var det en formsag for jamaicanerne at løbe sig videre til finalen.

Jamaicanerne satte tredje bedste kvalifikationstid med 37,95 sekunder. Amerikanerne med Justin Gatlin på holdet var hurtigst i tiden 37,70 sekunder, mens Storbritanniens hold løb på 37,76 sekunder.

For Jamaica løb Tyquendo Tracey, Julian Forte, Michael Campbell de tre første ture, før Bolt overtog depechen og med vanligt overskud løb over målstregen.

Tidligere har Bolt skånet sig selv for de indledende løb, men i hans sidste konkurrence har han valgt at være med hele vejen.

Bolt har tidligere i karrieren vundet fire VM-guld i 4 x 100 meter samt en enkelt sølvmedalje.

I samme disciplin var han tre gange i træk med til at vinde OL-guld, men guldmedaljerne fra 2008 i Beijing måtte Bolt og holdkammeraterne aflevere tilbage, da Nesta Carter blev taget for doping.

Lørdagens stafetfinale begynder cirka klokken 22.50 dansk tid.

/ritzau/

Ordet er dit