Tip os
Jakob Fuglsang har været i asfalten flere gange i sin karriere. Her ses han efter et styrt i Tour de France i 2014.

Styrt i Herning koster Fuglsang et brækket kraveben

Jakob Fuglsang brækkede fredag kravebenet. Lørdag sendes han til hospital i Belgien, hvor han skal opereres.
12. august 2017, 10.49

Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang (Astana) har fået svar på de undersøgelser, som han var igennem, efter han fredag aften styrtede ved et gadeløb i Herning og blev kørt på sygehuset.

Desværre for danskeren er der tale om dårligt nyt. Han har således brækket kravebenet, oplyser han i en sms til TV2 Sport.

Fuglsangs hold, Astana, skriver på sin hjemmeside, at danskeren lørdag vil blive overført til et hospital i Belgien, hvor han skal igennem en operation.

Først derefter vil man komme med en forudsigelse for, hvor lang tid han forventes at skulle holde pause.

Potentielt kan det koste ham deltagelsen i VM. Mændenes verdensmesterskab i landevejscykling køres 24. september i Bergen.

Uheldet fredag kom en måned efter, at den danske klatrer styrtede i Tour de France - et styrt som siden tvang ham til at udgå af verdens største etapeløb.

Gadeløbet i Herning var Fuglsangs første løb, siden han udgik af Touren.

/ritzau/

Ordet er dit