Tip os
Medicinalindustriens sponsorater af danske patientforeninger sår tvivl om foreningernes troværdighed, mener ekspert og Danske Patienter. Arkivfoto.

Sponsorater af patientforeninger sår tvivl om troværdighed

Medicinalselskaberne pumper millioner i de danske patientforeninger. Det møder kritik fra ekspert og forening.
16. juni 2017, 05.35

Flere og flere millioner flyder hvert år fra medicinalselskabernes pengekasse over til patientforeningerne.

Og det er problematisk, fordi økonomi påvirker adfærd, og foreningerne dermed kan komme til at tale medicinalselskabernes sag frem for at varetage patienternes interesser.

Det mener både en ekspert og foreningen Danske Patienter.

Det skriver Finans.

- Forskning viser, at man ikke kan have et samarbejde med medicinalindustrien af finansiel karakter, uden at man bliver påvirket af det, siger John Brodersen, professor ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet, til Finans.

I 2016 kastede Lægemiddelindustriforeningens (Lif) medlemmer 14,6 millioner kroner efter de danske patientforeninger.

Det er en stigning på over 60 procent på to år. Pengene bruges til alt fra udvikling af apps til afholdelse af debatter på Folkemødet.

Kritikken af medicinalselskabernes sponsorater af foreningerne skyldes frygten for, at man kan komme i tvivl om, hvilken sag patientforeningerne taler over for for eksempel politikerne.

Hos brancheforeningen Danske Patienter, der repræsenterer 82 af de i alt 200 patientforeninger, er direktør Morten Freil langtfra begejstret.

- Alene mistanken, om at patientforeninger er i lommen på industrien, er et stort problem, fordi det kan være med til at undergrave deres troværdighed over for eksempel politikere, siger han til Finans.

I foreningen Lyle, der repræsenterer patienter med for eksempel lymfekræft og leukæmi, er man helt afhængig af sponsoraterne.

- Hvis vi skulle nøjes med det sponsorat, vi ellers får, så kunne vi ikke lave de aktiviteter, som vi gør, siger Rita O. Christensen, formand for Lyle, til Finans.

/ritzau/

Ordet er dit