Tip os

Arkansas henretter første indsatte siden 2005

Den amerikanske delstat gennemførte fredag morgen en henrettelse, efter at højesteret havde afvist appel.
21. april 2017, 07.48

For første gang i 12 år har den amerikanske delstat Arkansas gennemført en henrettelse.

Det oplyser en talsmand for delstatens fængselsvæsen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Henrettelsen blev eksekveret natten til fredag dansk tid, efter at den amerikanske højesteret havde afvist en sidste appel torsdag aften.

Den 51-årige Ledell Lee blev erklæret død klokken 5.56 dansk tid.

Lee blev dømt til døden i 1993, efter at han havde tævet en kvinde ihjel med et brækjern.

Ledell Lees advokater havde indgivet adskillige begæringer til en række domstole for at få stoppet henrettelsen.

Lee fastholdt til det sidste, at han ikke stod bag ugerningen, som han blev dømt for i 1993.

Ledell Lee havde blandt andet anmodet om at gennemføre en dna-test, der ifølge hans advokater ville bevise hans uskyld.

Offerets familie var til stede under henrettelsen. Et familiemedlem udtalte i forbindelse med henrettelsen, at Ledell Lee fortjente at dø for sine synder, skriver Reuters.

Delstaten har på opsigtsvækkende vis planlagt hele otte henrettelser, der skal finde sted over 11 dage i løbet af april.

Det er det største antal henrettelser, der bliver udført på så kort tid i en enkelt stat, siden den amerikanske højesteret genindførte dødsstraffen i 1976.

Foreløbig har myndighederne i landet dog måtte opgive at gennemføre flere af de planlagt henrettelser.

Det skyldes blandt andet, at medicinalvirksomheden, som har leveret et stof, der bruges i den dødelige injektion, hævder, at fængselssystemet i Arkansas havde indkøbt præparatet under falske forudsætninger.

/ritzau/

Ordet er dit