Mandag 8. februar 2010, 19.42  PRINT | SEND | Del på Facebook
 

De økonomisk uansvarlige

Af Troels Lund Poulsen, miljøminister (V), debat@herningfolkeblad.dk
Debatindlæg fra Herning Folkeblad


Socialdemokraterne og SF har fundet kilden til at indfri deres uendelige velfærdsløfter - genbrug. Som miljøminister bifalder jeg som udgangspunkt genbrug, men lige på dette punkt er det dybt uansvarligt.

Det drejer sig nemlig om genbrug af de samme penge til mange forskellige formål. Det drejer sig om at love velfærdsinitiativer til højre og venstre uden at finde tilsvarende finansiering. Det drejer sig om, at Socialdemokraterne og SF de seneste måneder har lovet nye velfærdsinitiativer, og hver gang har de samme penge fra højere cigaretafgifter skullet finansiere de nye tiltag.

Tillad mig at bruge eksemplets kraft til at illustrere. Socialdemokraterne og SF fremlagde i slutningen af august 2009 deres fælles program »Fair Forandring«. Heri lovede de bl.a. afgiftsforøgelse på 10 kr. pr. cigaretpakke svarende til et samlet provenu på 900 mio. kr. årligt. I samme »Fair Forandring« bruger Socialdemokraterne og SF samtlige 900 mio. kr. på en række forslag. Så vidt, så godt.

Men i november 2009 bruger SF's finansordfører pengene til et andet formål, nemlig et særdeles dyrt kommunalvalgsløfte om to lærere til dansk- og matematikundervisningen i 1.-3. klasse. Og allerede igen i januar 2010 bruger Socialdemokraterne og SF igen cigaretpengene - to gange.

I første omgang da Villy Søvndal og Helle Thorning Schmidt opfinder en ny pulje til meraktivitet i sundhedsvæsenet til at forhindre regionernes fyringer. Og herefter - kun en uge senere - skal cigaretafgifterne finansiere Socialdemokraternes forslag om ret til rehabilitering. Kort sagt: Socialdemokraterne og SF bruger de samme penge i august på»Fair forandring«, i november på lærere, i januar på at undgå hospitalsfyringer og igen i januar på nye patientrettigheder.

Det kommer ikke som en overraskelse for mig - oppositionen har i årevis oversolgt deres finansiering eller slet og ret ikke anvist finansiering til deres mange og vidtrækkende forslag. Således også i 2008, da SF ikke havde afsat en krone til miljøet på deres finanslovforslag - og dette trods utallige og meget bekostelige forslag.

Dengang var svaret fra SF's finansordfører, at det er urimeligt at forlange, at et parti skal finansiere sine forslag hvert år! Det er absurd og uansvarligt, men desværre karakteristisk for oppositionen. Der er ingen tvivl om, at der vil blive brug for langt flere penge i statskassen, hvis Socialdemokraterne og SF's mange løfter skal indfries - hvor de skal komme fra, kan vi kun gisne om.


Del på Facebook
Fakta
 
 
Artiklen har 0 anbefalinger
 
 
 
 
INGEN KOMMENTARER
 

Indsend kommentar


Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

AFSTEMNING
Hvilken koncert har været den største oplevelse i MCH:
 

SENESTE KOMMENTAR

 

VEJVISER SØGNING
Søg lokale virksomheder og privatpersoner

 

 
På aoh.dk finder du også:

 
Mediehuset Herning Folkeblad - østergade 21 - 7400 Herning - 96 263700 - hf@herningfolkeblad.dk
Om AOH.dk | Presseetik | Ophavsret | Tip redaktionen | Sitemap | AOH.dk som startside | Kontakt

Valid XHTML 1.0 Transitional

Valid XHTML 1.0 Transitional

Ikast Avis