Tip os
Jens Colding.

Vindmøller og bluffnumre

14. marts 2017, 13.00

KYSTNÆRE HAVVINDMØLLER Det er ikke mærkeligt, at der i Herning Folkeblad og Dagbladet er en vedvarende debat om den påtænkte placering af kystnære vindmøller.

Selv de hårdeste kritikere slutter dog altid med en ærbødig reverens over for vindmøllernes grønne velsignelser. Det ville de nok ikke gøre, hvis de gav sig til at tænke over, hvor mange hundrede tons af det fineste stål, der skal bruges til en vindmølle af Østerild-størrelse. Hvor mange tusinde liter af den giftige, men også afsindigt dyre epoxymaling, hvor stort et forbrug af sjældne jordarter, hvor stor en belastning vindmølletransporten er for vore veje osv.

Jeg vil bede læserne om at bide tænderne sammen, når I læser det følgende, for det er jo ikke lige det, man plejer at høre

Når Energinet og DONG hvert år offentliggør produktionen af strøm fra vindmøller, tales der om 44 procent i vores elektricitetsnet, men det er ikke sandheden og slet ikke hele sandheden, for kun ni procent af den elektricitet, som samfundet forbruger af elektricitet, kommer fra vindmøllerne. Det siger også Energinet og DONG selv. Godt skjult, for ærindet er at foregøgle befolkningen de 44 procent.

Hvordan kan det dog gå til?

Jeg skal forsøge at forklare så pædagogisk som en gammel degn. Vi skal først tale om et begreb, som har navnet grundlast. Grundlast er den spænding, som altid skal være i elektricitetsnettet. Forsvinder den, går lyset ud.

Grundlasten opretholdes af centrale og decentrale kraftværker, som fyrer med kul og oh, uforstand, biomasse. De skal være i funktion hele tiden.

Når så det blæser, lægger vindmølleproduktionen sig oveni, og vi kan slet ikke absorbere disse mængder. Vi må derfor eksportere. F.eks. til Tyskland, men når det blæser her, blæser det også der. Sådan er meteorologien bare skruet sammen. Så kan vi også eksportere til Norge og Sverige, men Norge har rigelig kapacitet i deres vandkraft. Sverige er velforsynet med deres atomkraft. Så de har egentlig ikke brug for den danske overskudsstrøm, som da også afregnes til overordentlig lave priser, hvis overhovedet nogen.

Og så kommer det, som burde få hårene til at rejse sig på alles hoveder. Forbrugerne betaler for de 44 procent i CO2-afgifter. Sådan er det nemlig skruet sammen i aftaler med vindmølleejerne. Anholt er således sikret en pris på 105 øre pr. produceret kWh. Der tages ikke hensyn til, om strømmen ender i danske forbrugeres stikkontakter. Det skal ses i lyset af en markedspris på europæisk plan på max. 25 øre pr. produceret kWh, hvorfor vi da også har verdens højeste elektricitetspriser, som i den grad vender den tunge ende nedad og hæmmer de produktive erhvervs vækstmuligheder.

Til vindmøllelobbyens faste repertoire indgår også, at vi nærmest er verdensmestre i bekæmpelse af CO2-udledningen.

Det er heller ikke rigtigt. Danmark udleder 380 g CO2 pr. produceret kWh.

Sverige udleder 65 g CO2 pr. produceret kWh.

Kan I se forskellen? Danske politikere kan ikke!

Der i hvert fald ingen grund til, at modstanderne af opstillingen af vindmøller i ærbødighed letter på hatten og med reverens træder et skridt tilbage.

Satsningen på vindmøller som hovedleverandør af dansk elektricitet er et fejlskud af enorme dimensioner, men en fortræffelig eksportartikel til lande med helt andre energibehov, demografi, geografi og nødvendigheden af en hurtig elektricitetsforsyning til befolkninger, som i bogstaveligste forstand hungrer efter elektricitet.


Ordet er dit