Tip os
Jan Holm Rasmussen.

Vi vil beholde Videbæks landbetjent

12. januar 2017, 11.45

LANDBETJENT Åbent brev til politidirektør Jens Kaasgaard.

Vi har via pressen erfaret, at landbetjentfunktionen i Videbæk skal fjernes i slutningen af 2017.

Det, synes vi i bestyrelsen for Videbæk Borgerforening, er en uheldig disposition. Vi hører igen og igen fra landspolitikerne, at hele Danmark skal fungere. Der centraliseres og bygges store administrationsbygninger så som rådhuse og politigårde. Det betyder endnu mere administration og færre ansatte til det faktiske arbejde.

Videbæk har brug for en landbetjent - det har de sikkert også de andre steder, hvor funktionen nedlægges. Vi synes, der så mange argumenter for at bevare landbetjenten i Videbæk.

Forebyggelse er bedre end helbredelse - altså det præventive. Det fjernes ved at nedlægge landbetjent-funktionen. Det kan så undre, når man hører hvad landspolitikerne fremhæver igen og igen. Men justitsministeren har åbenbart ingen indflydelse på politiets ledelse!

Trygheden fjernes. Det giver tryghed at vide, der er en lokalkendt betjent i området. Landbetjenten løser mange opgaver, der aldrig bliver nævnt i rapporter. Det er selvfølge ikke godt for administrationen, og når der skal udarbejdes statistikker. Det er til gengæld godt for borgerne i Videbæk, og de ting landbetjenten løser ad hoc og uden det store administrative arbejde.

Landbetjenten er fast kontaktperson til skolen og fast del af SSP-arbejdet. Uden landbetjenten bliver det virkårligt, hvem der har opgaven og dermed mistes kendskabet til »rødderne« og kontinuiteten. Landbetjenten ved hvem, han skal holdes ekstra øje med.

Landbetjenten får informationer, der aldrig vil tilgå politiet, hvis folk ikke kender den lokale betjent. Når betjenten ikke færdes i lokalsamfundet mistes den mulighed, og den gives ikke til vilkårlige betjente, der tilfældig kommer forbi.

Det er desværre nok ikke argumenter, der kan ændre beslutningen, der åbenbart er truffet, det beklager vi dybt i Videbæk Borgerforening. En ting er helt sikkert, beslutningen er ikke god for borgerne i Videbæk. I hvert fald ikke de fleste, der skal nok være nogle få, der synes det dejligt at få politiet længere væk.

Ordet er dit