Tip os
Tricktyve havde travlt rundt i Hernings butikker onsdag. En vaks frisør lugtede dog lunten og afviste forsøg på at blive snydt.
Foto: Colourbox

Vaks frisør stoppede tricktyveri i Herning

Tricktyve på turné rundt i Herning
16. februar 2017, 15.28

herning Indkøbsvogne, store pengesedler og masser af snak er nogle af de våben, som tricktyve bruger.

Onsdag blev flere udsat for tricktyveri rundt i Herning. I Bilka på Silkeborgvej var et sammenstød med indkøbsvogne midlet. Kort efter klokken 11 var en 76-årig mand fra Brande i Bilka for at købe ind.

Da han gik i hypermarkedet med sin indkøbsvogn, blev han påkørt forfra af en ung mand med indkøbsvogn. Den ældre herre undskyldte, og da han bakkede tilbage, bliver han ramt bagfra af en anden indkøbsvogn. Midt i forvirringen bliver hans pung med 1000 kroner og et dankort til Sydbank i Brande listet op af hans baglomme. Manden fra Brande kan ikke give et signalement af de to unge mænd med indkøbsvognene, men han er overbevist om, at de arbejdede sammen om tyveriet af hans pung.


Vaks frisør

Klokken 14.00 var den gal hos frisøren Mille M på Silkeborgvej. Der kom et ungt østeuropæisk par ind i salonen. De kiggede længe på hårprodukter og ville betale med en 1000 kroneseddel. Den 26-årige ekspedient i frisørsalonen lugtede lunten og nægtede at sælge noget til de to tricktyve med den store pengeseddel. Kort efter blev en anden butik snydt med en stor pengeseddel. I Butik Rosenlund i Søndergade kom tre personer - en kvinde på 20 år og to mænd på 22 til 25 år - ind og ville købe et armbånd til 99 kroner. De betalte med en 1000 kroneseddel, og ekspedienten fandt 901 kroner frem i byttepenge. Under betalingen lykkedes det de tre tricktyve at forvirre ekspedienten med en masse snak frem og tilbage. De tre, der af lokalpolitiet i Herning beskrives som mellemøstlige af udseende, ville pludselig ikke købe armbåndet og udnyttede forvirringen til at tage både 1000 kronesedlen og byttepengene.


Ordet er dit