Tip os
En ung mand mistede livet, da han løb om kap med vennerne op ad skulpturen Elia ved Herning. Polfoto/Gregers Tycho

112

Ung mand dør efter fald fra Elia

En 21-årig mand har mistet livet efter han løb om kap med vennerne op ad skulpturen Elia ved Herning.
30. oktober 2016, 06.55

HERNING En 21-årig mand er omkommet ved Herning natten til søndag, efter han er faldet ti meter ned fra skulpturen Elia.

Det oplyser vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Olesen.

Ulykken skete, da fem unge mennesker løb om kap op ad skulpturen, forklarer vagtchefen.

- De løber op ad en trappe, og den 21-årige mand er den første, der når toppen, og han springer over et hegn og falder ti meter ned.

Midt- og Vestjyllands Politi fik anmeldelsen om ulykken klokken 0.16, og den unge mand blev erklæret død, da ambulancen ankom til stedet.

Anders Olesen ønsker ikke at oplyse, hvor den 21-årige mand kommer fra af hensyn til familien.

Den nærmeste familie er blevet underrettet om ulykken.

Ifølge Anders Olesen er de fire øvrige jævnaldrende mænd dybt chokerede efter tragedien.

- Dem har vi taget os kærligt af, siger vagtchefen.

Ordet er dit