Tip os
Foto: Rigspolitiet

Tyve fortsætter med at plyndre varebiler for værktøj

Sort varebil eller stationcar set køre væk fra Studsgård natten til fredag. Bilen kan være den, politiet har eftersøgt
17. juli 2017, 11.39

Herning Lokalpolitiet i Herning kunne i weekenden konstatere, at der var meldt otte sager om indbrud i varebiler rundt om i Herning kommune.

Tre af dem ramte biler i Kølkær. Der er stjålet diverse el- og håndværktøj blandt andet af mærkerne Makita og DeWalt.

To steder i Studsgård var der også indbrud i varebiler. På Mergelsigvej blev der stjålet skruemaskiner og andet værktøj i tidsrummet fra torsdag klokken 22.00 til fredag morgen klokken 6.40.

Vidne så bil køre væk

Tidspunktet er nok nærmere omkring klokken 00.45, hvor et indbrud blev opdaget på nabovejen Hagelskærvej og meldt til politiet.

- En kvinde stod op, da hunden gøede, og hun så en sort varebil eller stationcar køre væk, oplyser politikommissær Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Det er netop en sort Audi, som politiet i øjeblikket efterlyser i forbindelse med en hel bølge af indbrud i varebiler.

Ifølge politiet skulle bilen være på polske nummerplader.

Går efter håndværkerbiler

Fredag var der også indbrud i biler i Skibbild og Aulum, og i torsdags modtog Midt- og Vestjyllands Politiet hele 13 anmeldelser om indbrud i varebiler, hvorfra der er stjålet værktøj.

Indbruddene sker typisk i håndværkerbiler, der er parkeret på medarbejderens private adresse natten over.

Politiet opfordrer derfor til ekstra opmærksomhed og modtager meget gerne tip fra borgere, der ser usædvanlig aktivitet omkring varevogne i lokalområdet efter fyraften.

Samtidigt anbefaler politiet, at såvel værktøj som varevogne sikres bedst muligt.

Fra årsskiftet til i dag er der anmeldt i alt 138 sager om tyveri fra varebiler i Midt- og Vestjyllands politikreds.

Ordet er dit