Tip os

Tog en lur i bilen - så kom politiet

32-årig mand må ikke køre bil - og derfor skal han nok heller ikke sove i en bil med motoren tændt. Og er der forresten nogen, der mangler en sort Passat?
03. januar 2017, 11.03

BORDING Klokken 02.08 natten til tirsdag tog politiet en mand på sengen - så at sige.

Det drejer sig om en 32-årig mand fra Brande, som havde lagt sig til at sove i en bil parkeret på Rønkilde rastepladsen ved motorvejen nær Bording.

Da en patruljevogn passerede området, besluttede betjentene at undersøge bilen - en sort Volkswagen Passat - da motoren var tændt. Det var uheldigt for den 32-årige, siden han har fået frakendt sin førerret. Dermed er han sigtet for at køre i bil i frakendelsesperioden.

Politiet tjekkede nummerpladerne på bilen, og fandt da ud af, at de 23. december blev meldt stjålet fra en bil på Fyn. Det er manden også sigtet for. Den 32-årige mand påstår, at bilen er hans egen. Ikke desto mindre vil politiet gerne høre fra eventuelle personer, der mangler en sort Passat.

Ordet er dit