Tip os
Thomas Skov Gaardsvig i lokale omgivelser. Han er stor fan af området, fortæller han i denne klumme.
Foto: Tom Laursen

Thomas Skov Gaardsvig: Selvfølgelig skal Herning da kunne ses fra månen

TV-værten fortæller om sit forhold til herlige Herning, lille Sdr. Felding og bygningen af Boxen - og at Viborg måske mere ligner en navle fuld af skidt og fnuller. Magasinet Zoom har sammensat et klumme-panel bestående af personligheder med tilknytning til Herning og noget på hjertet, som på skift bidrager med ord og tanker - og den første skribent er Thomas Skov Gaardsvig
18. maj 2017, 06.35

Klumme Mit navn er Thomas. Jeg er 31 år gammel, og jeg er fra Herning. I hvert fald boede jeg de første 10 år af mit liv i Herning, indtil jeg flyttede til Sdr. Felding. Når jeg skal forklare, hvor jeg kommer fra, nævner jeg altid Sdr. Felding først. Så er der mange, der ligner et stort spørgsmålstegn.

Jeg gør, hvad jeg kan for at udbrede byens fortræffeligheder, men jeg må erkende, at der er et stykke vej endnu, inden alle danskere ved, hvad det er for en by.

Derfor er min videre forklaring af Sdr. Felding som regel: »Det er en by, der ligger cirka 25 kilometer syd for Herning« - og så siger de fleste folk: »Aaahhhh, Herning, ja, det kender vi«.

For ALLE kender Herning - og alle har en holdning til Herning.

Og det har jeg også... Jeg er nemlig stolt af at være fra Herning. Så er det sagt.

For i Herning kalder man en spade for en spade... og tit siger man slet ikke noget.

Det er der ingen grund til.

Man kan snakke det meste ihjel. Det er bedre at komme ud over stepperne.

Vild med Boxen

Jeg er så enormt fascineret af Boxen. Det er ingen hemmelighed, at jeg bor i København og herovre har de snakket om at lave sådan en multiarena i årevis, men hvad blev det til.

Ja, det blev i hvert fald til en hulens masse snak, alt imens Boxen blev bygget.

Så snakkede de videre i København, og Boxen fejrede et års fødselsdag. Og to. Og fem år. Og først seks år efter Boxen blev indviet, havde københavnerne snøvlet sig færdige til at åbne deres Box.

Vor Herre bevares...

Okay, der kan selvfølgelig være andet, der ligger bag - og de har sikkert også skulle have økonomien på plads og alt det der - men jeg er jo fra en egn af landet, hvor penge ikke er noget man snakker om.

Herning og månen

Jeg stødte på et tidspunkt på sætningen: »Herning skal kunne ses fra månen«.

Tiden har desværre slettet min hukommelse, så jeg husker ikke hvor citatet stammer fra. Jeg kan bare huske, at jeg tænkte: »Jamen, selvfølgelig skal Herning da kunne ses fra månen«.

I det hele taget tror jeg ikke, der var nogen, der tænkte, det var for meget.

Det virker som et vel ambitiøst projekt at gøre Herning synlig fra månen, men det er ikke for meget. Det eneste man kunne undre sig over var, hvad man i alverden dog skulle lave på månen, når man nu kan være i Herning.

Viborg er en navle med fnuller

Jeg ved ikke om Herning er verdens navle. For i min verden er en navle sådan et sted, der samler støv og skidt... og tøjfnuller. Det er derfor man skal huske at vaske sin navle i ny og næ, men jeg har aldrig forstået det positive i udtrykket.

Og skulle man endelig pege på verdens navle, der lever op til min definition af navlen, så må det være sådan et sted som Viborg i stedet.

Hvis Herning endelig skulle sammenlignes med en kropsdel, så skulle det nok nærmere være sådan et organ, der kan vokse sig større og større. Et organ, der bliver arbejdet intenst på i årevis - og selvom man kigger på det ude fra og tænker: »Det får de aldrig op at stå, det projekt der« så lykkedes det alligevel.

Det er sådan et organ, Herning er.

Fakta:

Journalist og programleder på DR, hvor han også har medvirket i en lang række radio- og tv-programmer. Blandt andre Det nye Talkshow med Anders Lund Madsen, Zulu Djævleræs og Kridhvid i Kina sammen med kollega Emil Thorup. Og så var der også dengang i 2009, hvor Thomas Skov skabte ballade, da han som gimmick i Det nye Talkshow sneg sig ind bag Vild med Dans-dommerne på TV2 med skiltet: »Juhuu, Lisa Lents«, hvorpå han vendte det om, så der stod: »Du gør mig våd«.

Ordet er dit