Tip os
  • 1/: Flemming Rolighed ved en installation, der beskriver det »rum« af Anders And-blade, som han søgte ind i. når det var galt.
    Foto: Henrik Ole Jensen
  • 1/: Tallene ni og seks formes af tusinder af handsker. Flemmings og hans søster er »nummer« ni og seks i en familie med ni børn. De syv af dem er døde. De hvide handsker symboliserer moderens englevinger.
    Foto: Henrik Ole Jensen
  • 1/: Kunstneren Flemming Rolighed og hans værker får et par ord med på vejen af Kunstpakhusets daglige leder Bente Jensen.
    Foto: Henrik Ole Jensen

Stærk skildring af barsk opvækst

Flemming Roligheds udstilling i Kunstpakhuset er et bevægende indblik i en bording-drengs ulykkelige barndom
26. april 2017, 15.57

IKAST Forældreløs. Det er titlen på en udstilling, som man frem til 5. juni kan se, høre og ikke mindst bevæges over i Kunstpakhuset i Ikast.

Faktisk er titlen »Parentless«, som er det engelske ord for forældreløs.

Det var kunstneren Flemming Rolighed reelt ikke, da han boede med sin mor og far på en villavej i Bording. Men han oplevede det formentlig sådan meget ofte. Når alt gik galt, når faderen tæskede ham - og var efter moderen.

Når han flygtede med moderen ud af huset, og de gemte sig bag en transformatorstation i nærheden og frøs i vinterkulden.

Det var dengang, hans tanker første gang kredsede sig om handsker, som Flemming Rolighed bruger i tusindvis af i sine kunstinstallationer.

Flemming manglede varmen. Både fysisk og psykisk.

Netop handsker kan opleves i den stærke udstilling i pakhuset.

Flemmings opvækst i en tydeligvis dysfunktionel familie er omdrejningspunktet i den meget usædvanlige og på sin vis kontroversielle udstilling.

Det er en personlig skildring - uden løftede pegefingre - af et barns oplevelse af ulykke og søgen efter lykken, af det faktum at naboer var stiltiende om det, der skete i villaen på den stille vej - og dermed samtykkende for de begivenheder, der udspillede sig.

Det er en udstilling, hvor genstandene fra Flemmings barndom og faderens dødsbo vækker barndomserindringer til live.

I dag er den kunstuddannede Flemming Rolighed kommet videre i sit liv. Han har fundet et kunstnerisk ståsted, bor med sin kæreste i Aarhus og har lukket den dør, der handler om barndommens ulykkelige opvækst.

Udstillingen tager i det ene rum beskueren med i Flemmings barnetro og søgen efter lykke. Med Anders And-blade, med konfirmationstelegrammer og hans poesibog fra skoletiden.

I det andet rum er der malerier og installationer med handsker. To af dem danner på gulvet med et næsten gravmonumentalt islæt tallene seks og ni.

Flemming var barn nummer ni i familien, hans nulevende søster var barn nummer seks.

De andre syv ... er døde.

Forhæng med fuck-fingre

Nederst i rummet, bag et forhæng bestående af hundredevis af handsker, syet sammen i fuckfingrene - langemanden, kan man se en knapt 10 minutter lang video, spontant optaget da Flemming Rolighed for nogle år siden vendte tilbage til sit barndomshjem for at ordne dødsboet efter faderen.

Han kunne mærke, at den følelse, der opstod her, aldrig ville vende tilbage, og at han ønskede at lukke døren til opvæksten - og komme videre. Vi ser med kameraets optik Flemming Rolighed gå rundt i barndomshjemmets forskellige rum, mens han fortæller - ind i mellem med grådkvalt stemme - om drengen Flemmings erindringer.

Det er en meget barsk og bevægende skildring, som efterlader lytteren med en klump i halsen og en spontan tanke om, at sådan en barndom bør INTET barn have.

Men det er også en stærk udstilling om et barn, som blev mønsterbryder og fandt en platform i livet.

Som Flemming Rolighed selv beskrev det ved ferniseringen i lørdags:

- Da jeg var barn, fik vi ofte besøg af Tivoli, og jeg stod altid ved det sted, hvor man kunne fiske lykkepakker. Jeg var overbevist om, at hvis jeg bare jeg fandt den rigtige pakke - ville jeg finde lykken. Jeg gik all-in på det.

Ordet er dit