Tip os
Kassestabling var en nyhed til byfesten, og mange kastede sig ud i forsøget på at stable kasserne så højt som muligt. ?Privatfoto

Sørvad stablede kasser

12. juni 2017, 12.04

SØRVAD Den årlige byfest i Sørvad blev en succes målt på antallet af glade deltagere.

Festen startede fredag aften med beach party for børnene, hvor mere end 120 deltog og trodsede det dårlige vejr. Aktiviteterne stod blandt andet på farvede drinks, snacks og musik samt spil og leg ved svømmebadet.

Samtidig var der volley-turnering for voksne. Seks hold dystede, og det blev »badminton-legenderne«, der løb af med sejren. De har nu proklameret, at de fremover vil kalde sig »volley-legenderne«. Omkring 150 personer fandt vej til hallen denne aften.

Lørdag fortsatte festen med mange forskellige aktiviteter, og nu var vejret i den grad med arrangørerne. Cirka 500 mennesker deltog, nød solen og morede sig.

En af årets nye aktiviteter var kassestabling, hvor det lykkedes den bedste at få sig stablet ovenpå 26 colakasser i løbet af 10 minutter. Desuden blev hoppeborge og waterball flittigt benyttet. Rigtig mange børn og voksne benyttede sig af den gratis adgang til svømmebadet, til at tage sig en dukkert, og der var godt gang i salg af øl og slush ice. Lørdag eftermiddag spillede Vindings herrer i Serie 3 en afgørende oprykningskamp, hvilket også var med til at sætte sit præg på dagen, da de vandt og dermed skal spille Serie 2 i den kommende sæson.

Aftenen sluttede med udendørs fællesspisning, og byfesten blev rundet af med en gudstjeneste søndag med cirka 200 deltagere.

Ordet er dit