Tip os
Direktør på Agroskolen, Marianne Oksbjerre, glæder sig til sommercamp'en. ?
Foto: Flemming Hansen

SommerCamp på agroskolen

Sommerferien byder på landbrugshøjskole i Hammerum
20. marts 2017, 19.09

HAMMERUM I uge 27 åbner Agroskolen dørene op for både børn, forældre og bedsteforældre, når den for første gang afholder landbrugshøjskole - også kaldet SommerCamp.

- Det bliver en sommerlejr i ægte højskolestil. Der er plads til alle - både børn, forældre og bedsteforældre med og uden kendskab til landbruget, siger direktør på Agroskolen, Marianne Oksbjerre.

Store traktorer, nye robotter og i det hele taget masser af landbrug bliver omdrejningspunktet for Agroskolens nye tilbud i sommerferien.

Den gamle landbrugsskole i Hammerum giver med tilbuddet lokale midtjyder et alternativ til aktiviteter i sommerferien, og ikke mindst muligheden for at komme inden for på den store skole.

I ugen vil landbrugshøjskole-tanken blive genoplivet, traktorerne fundet frem, robotteknologi blive testet, ligesom der vil foregå aktiviteter i for eksempel nye fødevare-trends - og den store have bag skolen vil danne rum for aktiviteter af alle typer og afskygninger.


Jord under neglene

- Tilbuddet er til alle, der ikke kan holde sig inden døre, når vejret er godt og interesserer sig for landbrug, dyr, natur eller store maskiner. Derudover er der selvfølgelig indlagt masser af aktiviteter i ægte højskolestil. Tanken med landbrugshøjskolen er, at både forældre og bedsteforældre, som har gået på skolen - eller har kendskab til landbruget - og dem helt uden kendskab kan flytte ind med børn og børnebørn og nyde landbrugsskole-livet i en lille uge. Børn uden forældre og bedsteforældre er også mere end velkomne, siger Marianne Oksbjerre.


Aktiviteter for enhver smag

De fire dage vil være opdelt i to spor, så voksne og børn kan være både sammen om aktiviteter - og deltage i indhold hver for sig.

Der vil være indhold, der passer bedre til forældre og bedsteforældre. For eksempel »Trends i blomster« og »Gastronomi og nordiske fødevarer«, ligesom der vil være aktiviteter som »Have-traktor-træk« for børn og voksne, der er til store maskiner og teknologi.

- Vi har også planer om at lave parken om til en kæmpe glidebane og bygge en kæmpe bordfodboldbane, så vi kan spille levende bordfodbold, siger Marianne Oksbjerre, som påpeger, at der også er plads til masser af aktiviteter, som ikke normalt hører sig til i landbruget.


Ordet er dit