Tip os
Hyggen er i fokus, når der er seniorcamping i Haderup. Privatfoto

Seniorcamping med fællesskab

I næste weekend er der Seniorcamping i Haderup
19. juni 2017, 18.59

Haderup Igen i år inviterer Indre Mission til Seniorcamping i Jens Jensens Anlæg i Haderup. Denne gang er det 20-årsjubilæum.

I 1997 tog en gruppe campister initiativ til seniorcampingen, da de andre steder havde deltaget i lignende arrangementer og mente, at det kunne være et godt aktiv i Haderup. Det har vist sig, at der var nogle, der så nogle muligheder, som har fået grobund og udvikling i årenes løb.

I disse år samler det cirka 100 deltagere til aftenmøderne i Haderup Kirkehus.

Flere vælger at campere på pladsen i hele mødeforløbet, andre kører til enkeltarrangementer. Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig.

Godt fællesskab

Flere kommer år efter år, men hvert år er der nye, som ikke tidligere har været deltagere. Dette giver et godt forhold imellem dem, der kender seniorcampingen fra tidligere år, og de nye tanker, ideer og indtryk der kommer med førstegangsdeltagerne. Fællesskabet ved seniorcampingen er godt til at tage nye ind og give dem indtryk af, at de også hører med i flokken.

I anledning af jubilæet bliver der i år tilbud om fællesspisning i Kirkehuset mandag aften. Det er et nyt initiativ, som har sin idé fra den store bibelcamping på pladsen, hvor fællesspisningen er et stort aktiv.

Seniorcampingen samler folk, der er 50 plus. Enhver er velkommen uanset alder, men begrænsningen kan bestå i, at der ikke er arrangementer for børn og unge.

Formiddagssamlingerne er alle hverdage bibelstudie, hvor der graves i, hvad bibelen siger om lejrens aktuelle hovedtema »Med Gud for øje«. Ved aftenmøderne udlægges ordet mere med henblik på praktisk og aktuel anvisning til vores tid, hverdag og situation.

Ved aftenmøderne er der en del sange. Der bliver besøg af Skivekoret lørdag aften. Der er sangen i højsædet. Om eftermiddagen er der mulighed for udflugter i omegnen. Der er et rigt samvær på pladsen, hvor folk finder sammen og sidder og snakker i smågrupper. Eftermiddagskaffen nydes i det fri, hvor deltagerne kommer med deres små borde, kaffe med videre.

Seniorcamping foregår fra lørdag 24. juni og frem til onsdag 28. juni.

Ordet er dit