Tip os
  • 1/: - At skrive bogen har gjort den forskel, at jeg føler mig meget mere som en Wung Sung, end jeg gjorde før. Al litteratur er selvfølgelig et forsøg på at forstå mig selv som menneske i verden, men den her bog har knyttet mig til den slægt, jeg kommer fra, så jeg har en større ide om, at jeg hører til familiemæssigt, siger Jesper Wung Sung om romanen »En anden gren«, der handler om oldeforældrene San og Ingeborg.
    Foto: Jacob Nielsen
  • 1/: Jesper Wung Sung har gennem arbejdet med bogen også fået et mere nuanceret blik på nogle af de personer i familien, der i virkelighedens verden har været forbundet med svigt. - Litteraturens utrolige force er jo, at jeg som privatperson kan have banale meninger. Hvis naboen maler carporten lyserød, bliver jeg sur. Skal jeg skrive en historie om det, bliver jeg nødt til at forstå min nabo. Derfor forstår jeg min slægt bedre end før bogen.
    Foto: Jacob Nielsen
  • 1/: Jesper Wung Sung i det Tivoli, som i den tidlige sommer 1902 åbnede op for en ganske særlig udstilling, hvor man i den »kinesiske landsby« kunne se ikke færre end 34 kinesere, der var blevet hentet til Danmark og nu viste, hvordan de arbejdede, boede, spiste og klædte sig. En af dem var hans oldefar.
    Foto: Jacob Nielsen
  • 1/: »En anden gren« er den bog, som Jesper Wung Sung har brugt mest tid på at researche til. På et tidspunkt lå der 100 bøger på hans arbejdsbord, der skulle hjælpe ham til at få detaljerne på plads. Blandt bøgerne lå for eksempel »Smede gennem 100 år - i Frederikshavn«, hvilket siger lidt om detaljegraden i hans research.
    Foto: Jacob Nielsen
  • 1/: San Wung Sung var 19 år, da han en tidlig sommerdag ankom til Danmark - eller »København«, som han troede, landet mod nord hed. Hans kinesiske udseende var så fremmedartet og eksotisk, at det bedre borgerskab en gang imellem inviterede ham på frokost som et underholdende indslag - som her i Søndermarken.
    Foto: Privatfoto

Portræt af forfatter Jesper Wung Sung: Et skelsættende spejl

Jesper Wung Sung har haft to eksistentielle kriser i sit liv. Den første gjorde ham til forfatter. Den anden fik ham til at skrive »En anden gren«. Bogen er historien om hans kinesiske oldefar, der kom hertil for at blive udstillet i Tivoli og blev forelsket i en dansk kvinde. Det er en historie om at vælge en anden vej og om at føle sig hjemløs - og en historie, der har sat sine spor i forfatterens eget liv
27. august 2017, 06.00

»Kom og mød vores gule sommervenner!«

Tonen er umiddelbart tilforladelig, ja, nærmest imødekommende, da Tivoli i 1902 inviterer københavnerne til at komme ind i forlystelsesparken og få en ganske særlig oplevelse.

Her kan man se en vaskeægte kineser. Ikke mindre end 34 af slagsen faktisk, der udfører eksotisk arbejde, spiser hunde og katte og er klædt i tøj så fremmedartet og fascinerende.

En af kineserne er San Wung Sung. Han er 19 år. Han har sagt ja til at blive fragtet til et land, der ligger to dage fra London, og han er blevet lovet, at alle kineserne nok skal komme hjem igen i et helt stykke.

Men San kommer aldrig hjem. Blandt dem, der besøger udstillingen i Tivoli, er nemlig den unge Ingeborg, og mødet mellem de to kommer til at få afgørende betydning. For San, der bliver i Danmark og forbliver en fremmed, som selv hundene gør af. For Ingeborg, der møder foragt og fordømmelse, da hun vælger San. Og for de børn, børnebørn og oldebørn, der bærer det særlige efternavn med sig videre sammen med en historie, der på godt og godt placerer dem en anelse uden for flokken.

Jesper Wung Sung var for eksempel en dreng som alle andre med smag for hotdogs, piger, fodbold og leg på Marstals moler, men med sit særlige efternavn lå øgenavne som »Hong Kong« lige for, og mere end en gang hev voksne mennesker ham ind foran en lampe på jagt efter de kinesiske træk, som ikke umiddelbart var til at spore.

Med gennembruddet som forfatter fulgte flere nysgerrige spørgsmål til efternavnet. For var det i virkeligheden bare et små-prætentiøst forsøg på et kunstnernavn? Og Jesper Wung Sung korrigerede og fortalte i stedet historien om San og hans rejse til Danmark, hvor kærligheden ventede og blev valgt til, selvom konsekvenserne var enorme. Og reaktionen var altid den samme. »Den historie skal du da skrive!«.

- Men jeg vidste, at det kunne jeg nok ikke finde ud af, og jeg havde forliget mig med, at den måske først skulle fortælles, når jeg blev en gammel mand og en erfaren forfatter, der bedre kunne se sig selv som led i en slægt, fortæller han.

Uden fodfæste

Jesper Wung Sung er allerede en erfaren forfatter, der har udgivet i omegnen af 30 bøger, siden debuten i 1998. Men med sine 46 år er han stadig langt fra at være der i livet, hvor han forestillede sig, han skulle være for at kunne tage et ordentligt, kvalificeret livtag med sin slægts historie.

Han fulgte ganske vist interesseret med, da der begyndte at komme forskning om de menneskekaravaner, man hentede til Danmark ved indgangen til 1900-tallet. Han sørgede også omhyggeligt for at have lange samtaler med sin farfars søster, San og Ingeborgs ene datter, der satte ord på dette særlige par, hvis kærlighed på forunderlig vis aldrig kuldsejlede trods elendige levevilkår. Oplysninger, tanker og erindringer blev samlet ind »til senere«, men pludselig skete der noget, der gjorde det nødvendigt at skrive bogen nu.

- Jeg har haft to eksistentielle kriser i mit liv. Den første gjorde mig til forfatter. Den anden fik mig til at skrive »En anden gren«, siger Jesper Wung Sung og fortæller om, hvordan han som ung mærkede den her overvældende længsel efter frihed og forvekslede den med ønsket om at være ingenting. Så fandt han ud af, at han blev nødt til at være noget, og i jagten på at blive det kastede han sig i første omgang over bøgerne og begyndte siden selv at skrive.

Den anden krise indtraf, da han havde passeret de 40. I virkeligheden følte han sig godt rustet til at stå der midt i livet. Hvor andre i samme alder bliver fristet til at skifte jobbet, boligen og konen ud, var Jesper Wung Sung nemlig virkelig glad for alt det, der var i hans liv.

- Men på et eksistentielt plan følte jeg mig pludselig hjemløs. Som om jeg ikke længere hørte til nogen steder. Det var en sådan fysisk følelse af, at mine fødder ikke længere rørte jorden, og det kunne jeg jo ikke gå til lægen med. Men jeg kunne skrive den her bog.

Så stor og lille tilværelsen er

Ingeborg og San hutler sig gennem livet. Først i København, hvor det kan være slemt nok at være en fremmed, der bevæger sig gennem gaderne i kinesisk kåbe og lang hårpisk, men hvor fordømmelsen af den kvinde, der har valgt at følges med ham, er endnu stærkere. »Disse halvkvinder og smådamer«, som man kaldte mennesker som Ingeborg.

Siden rejser de til Frederikshavn. De får børn. Ingeborg mister til gengæld sit danske statsborgerskab, da hun insisterer på at blive gift med San. De er ingenting og har ikke krav på noget, så de søger mod Berlin, hvor de finder et slags fodfæste, indtil Første Verdenskrig sætter ild til fremmedhadet og tvinger dem tilbage til København.

Det er en fortælling om fremmedhad, fattigdom og hjemløshed, men det er også en fortælling om at insistere på at finde sin egen vej gennem livet - ikke mindst som kvinde i en tid, hvor normen var en spændetrøje uden meget plads til at stå ved sin seksualitet, sin kærlighed og sine ambitioner.

Havde man talt med Jesper Wung Sung for tre år siden, ville han nok have nikket genkendende til den stædige insisteren på at gå sine egne veje. Men hjemløsheden ville han have rystet uforstående på hovedet af.

- Jeg har haft en evne til at fokusere på lighederne mere end forskellene i forhold til andre. Når jeg lyttede til andre forklare deres forfatterskab med en følelse af at være anderledes, kiggede jeg på min egen barndom og tænkte, at jeg aldrig var en outsider. Tværtimod lå jeg lige midt i fåreflokken, for jeg var præcis som mine kammerater. Men forskellen var så nok, ser jeg nu, at jeg samtidig var typen, der stoppede op på molen og tænkte over, hvor ufattelig både stor og lille tilværelsen var, og at døden ventede lige rundt om hjørnet, siger Jesper Wung Sung, der, da han først var gået i gang med at skrive bogen om San og Ingeborg, ikke kunne slippe den igen. Han skrev steder, han aldrig havde skrevet før. I bilen og på sidelinjen til sønnens fodboldtræning for eksempel. Han vågnede midt om natten og satte sig til at skrive i en blanding af arbejdsraseri og frygt for, at fortællingen skulle forsvinde mellem hænderne på ham. Og undervejs fik han en større forståelse. Ikke kun for generationerne før ham, men også for sig selv.

- Min længsel efter et andet liv blev med et spejlet i San og Ingeborg. Deres accept af at være anderledes blev også indirekte min accept. Og da jeg satte sidste punktum, kunne jeg se mig selv i spejlet med en anden selvrespekt, siger han og tilføjer med et skævt smil:

- Så kom der alligevel noget ud af den hjemløshed.

De vigtige valg

Historien om San og Ingeborg slutter ikke lykkeligt. Den slutter heller ikke ulykkeligt. Sådan er det som regel med fortællinger om det virkelige liv.

Sådan er det også med den krise, som fik Jesper Wung Sung til at skrive »En anden gren«. I fiktionens verden ville det måske have været fristende at lade fortællingen slutte i dur - der hvor forfatteren finder hjem til sig selv efter at have forsonet sig med sin historie.

Ganske vist har bogen givet Jesper Wung Sung en stærk følelse af at være knyttet til sin slægt, men følelsen af ikke at høre til er der stadig, sammen med en sitrende fornemmelse af at være på vej væk. Det er skiftevis en pine og en smerte, men, understreger han, det er jo først og fremmest bare et vilkår, som man kan forlige sig med.

- Jeg er et menneske, der gerne vil kende sandheden, og sandheden er jo, at jeg lever på lånt tid, og det kan være slut lige om lidt. Så på den måde har jeg måske aldrig levet så sandt, som jeg gør nu. Det betyder, at jeg i endnu højere grad end tidligere er bevidst om, hvad jeg bruger min tid på. Jeg ryster ikke på hånden i forhold til at træffe valg, siger han.

Det betyder også, at hvor Jesper Wung Sung måske tidligere havde en ide om, at der forude stadig lå et uendeligt antal bøger, der skulle skrives, så ved han, at han skal være endnu hårdere i sin prioritering.

- Og jeg kommer også til at være bevidst om, at der ikke skal være nogen dage i løbet af et år, hvor jeg ikke får skrevet. En dag uden at skrive er ikke en rigtig god dag, for det er så uløseligt forbundet med den, jeg er. Hvis der går mere end nogle dage, hvor jeg ikke skriver, så begynder min livsforståelse og prioriteringer at blive mere uklare. I det øjeblik jeg derimod læser en god bog eller skriver, så bliver jeg utrolig fokuseret på det, jeg vil med mit liv. Enhver god bog spørger jo indirekte, hvad det vigtige er i dit liv, og hvad du vil med det.

Jesper Wung Sung

Han er 46 år og bor i Svendborg med sin kone og parrets to sønner. Han er opvokset på Ærø, hvor han efter eget udsagn aldrig læste en bog, men til gengæld spillede fodbold og hang ud med vennerne.

I gymnasiet begyndte han at læse og opdagede, hvor vigtigt det var for ham at være fri for at andre bestemte over ham. Alligevel forsøgte han sig med ikke mindre end tre universitets­uddannelser, inden han begyndte at skrive og debuterede med novellesamlingen »To ryk og en aflevering«, der siden blev filmatiseret. Det samme gjorde hans ungdomsroman »En-to-tre-NU!«.

Han har på knap to årtier skrevet omkring 30 børne- og voksenbøger. Senest altså »En anden gren«, der udkommer 1. september på forlaget Rosinante. Det er i øvrigt den første bog, han har skrevet, hvor bindestregen mellem Wung og Sung er fjernet. Bindestregen blev tilføjet af myndighederne for et par generationer siden. At han nu har fjernet bindestregen, er hans »lille protest«, som han siger.

Ordet er dit