Tip os
  • 1/: - Den største udfordring har været at bevare engagementet og entusiasmen og glæden ved de ting, jeg har lavet, og samtidig sørge for at bevare benene på jorden. At sørge for at man ikke troede, man var noget, bare fordi man var med, siger Flemming Toft.
    Foto: Robin Skjoldborg
  • 1/: Et udsnit af Politikens redaktion og en snak med Mogens Jacobsen. Flemming Toft var på Politiken i perioden fra 1977 til 1984.
    Foto: Privat
  • 1/: I samtale med Frank Arnesen en time før kickoff i Grækenland 1983. Danmark vandt 2-0 og tog for alvor fat på 1980'ernes succes ved at kvalificere sig til EM-slutrunden året efter.
    Foto: Privat
  • 1/: Rådhuspladsen dagen efter EM-finalen og lidt før, guldvinderne kommer. TV 2's Jes Dorph interviewer en træt kommentator for øjnene af tusinder af begejstrede danskere.
    Foto: TV 2
  • 1/: Det er ikke kun de store fodboldbegivenheder, Flemming Toft har dækket. Her er han til OL i Sydney i 2000, hvor håndboldpigerne vandt guld.
    Foto: ?Privat
  • 1/: Kommentatortjansen er ikke altid ensbetydende med fine forhold. Her kommenterer Flemming Toft Master-turneringen i golf i Augusta, USA, i 2006.
    Foto: Privat
  • 1/: På kommentatorplads under EM-slutrunden 2008 i Schweiz og Ungarn.
    Foto: Privat
  • 1/: Flemming Toft blandt vuvuzela-støjende sydafrikanske fodboldfans til fodbold-VM i 2010.
    Foto: Privat
  • 1/: Selvom han ikke længere er kommentator, arbejder Flemming Toft stadig som sportsjournalist. Her interviewer han Michael Laudrup under EM-slutrunden i 2016.
    Foto: Privat

Portræt af Flemming Toft: På hutlihut med hele nationen

Flemming Toft skrev sig ind i historiebøgerne som fodboldkommentator under EM-sejren i 1992, og lige præcis den begivenhed lægger han gerne navn til, men ellers har han altid gjort en dyd ud af ikke at stå i centrum, selvom det var ham, der sad ved mikrofonen. I en ny selvbiografi ser han tilbage på en enestående karriere
08. oktober 2017, 10.00

»Flemming Povlsen lægger an ... Kent Nielsen ... Henrik Larsen, det er et par store drenge, der skal spille ét-to. Claus Christiansen og Vilfort, Vilfort endnu, og der Kim Vilfort ...«

»Jahhh ...«

»Jajajaja, hutlihut, nej nej nej, nejnejnej ... Det er løgn, Preben ...«

»Haha ...«

»Det passer ikke ...«

»Gu gør det så ...«

Når man læser den rene båndudskrift af Flemming Toft og Preben Elkjærs udbrud under finalekampen mod Tyskland den mindeværdige junidag i 1992, hvor 2-0-målet var hjemme, er det med Flemming Tofts egne ord i dag hverken lyrik eller lixtal, der imponerer. Men her 25 år efter fornemmer man stadig den brølende begejstring, der ikke bare var de to kommentatorers, men en hel nations, og det mærkværdige ord »hutelihut« blev med ét synonym for den historiske begivenhed, der fandt sted den dag.

Sejren i '92 fik afgørende betydning. For fodboldlandsholdet, for Danmark og også for Flemming Toft, der med ét skrev sig ind i rækken af fodboldkommentatorer, man husker, og selv for en mand, der ikke kunne drømme om at tage en selfie, er lige præcis denne historiske begivenhed en af dem, han gerne står ved at have været en del af.

- Jeg ved godt, at jeg er en del af historien om EM '92, og det er jeg både glad for og stolt af. Mange af spillerne gør mig stadig opmærksom på det, så jeg bliver hele tiden mindet om det selv så mange år efter. Så ja, jeg var med i det, men det var der også så mange andre, der var. Begivenheden blev selvfølgelig først og fremmest så stor, fordi vi vandt, men det var også, fordi hele folket var med, og alting fungerede undervejs. Det var på alle måder en holdindsats. Både på banen, men også uden for banen, siger Flemming Toft.

Fodbold, fodbold

Når man læser Flemming Tofts nye selvbiografi med den sigende titel »Hutlihut«, giver det på sin vis glimrende mening, at det var ham, der endte som kommentator ved EM godt 44 år efter hans ankomst til verden på Frederiksberg. Allerede som otteårig blev han medlem af KB - Kjøbenhavns Boldklub, som det hed dengang - hvor han både fulgte de store klubhold og selv spillede fodbold, når han ikke tilbragte tiden med en fodbold hjemme i Roskildegården.

»Det var fodbold døgnet rundt. Fodbold, fodbold, fodbold«, som han skriver i sin bog.

Alligevel begyndte han på familiens opfordring at uddanne sig inden for bankverdenen, men sprang til sine forældres store skuffelse fra efter to år. I stedet kastede han sig over journalistikken. Først på Frederiksborg Amts Avis, hvor han dækkede alt fra nyåbnede planteskoler til de lokale håndboldhold. Derfra gik turen videre til først Berlingske Tidende, så Politiken, Nordisk Film og DR, inden hans evner som sportsjournalist endte med et tilbud om at være med til at bygge Sporten på det nye TV 2 op. Og når han i dag kigger tilbage, er han dybt taknemlig over at have fået lov til at beskæftige sig med den sport, der altid har begejstret.

- Jeg har jo haft et fantastisk liv med alle de ting, jeg har oplevet. Jeg føler en enorm ydmyghed, fordi jeg har fået lov til at dække så mange store sportsbegivenheder. Selvfølgelig er det også et spørgsmål om arbejdsindsats og timing, men jeg føler først og fremmest stor ydmyghed, og jeg tror faktisk, at det er en af grundene til, at det har fungeret med mig som kommentator. Fordi det har betydet, at jeg aldrig har følt mig større end de begivenheder, jeg dækkede - eller de seere, jeg dækkede begivenhederne for.

Holdets fortjeneste

8 olympiske sommerlege, 15 Wimbledon-turneringer, 50 Formel 1-løb, 10 verdensmesterskaber i fodbold og et tilsvarende antal Europamesterskaber. Sådan ser bare et udpluk af de sportsbegivenheder, Flemming Toft har dækket gennem årene, ud.

Særligt efter EM i '92 fik han så meget opmærksomhed, at det nok godt kunne have pustet egoet op til dobbelt størrelse, men Flemming Toft har sådan set aldrig følt sig som noget særligt. Eller som han selv siger:

- Jeg vil hellere holde døren for andre.

Måske derfor går ordet »holdindsats« også igen. Både i hans bog, og når man taler med ham. For bare fordi det var hans stemme, man kunne høre, har det aldrig været hans fortjeneste alene, understreger han.

- Bag enhver produktion ligger et kæmpe holdarbejde. Hvis der var en lydtekniker, der pludselig hev stikket, kunne det jo være ligegyldigt, hvad jeg sagde. Og uanset hvad, er det jo ikke os, der skal løbe med opmærksomheden, siger Flemming Toft og erkender, at det - holdånden til trods - ofte har føltes som et kæmpe ansvar at være den, der dannede bro mellem begivenhederne og seerne.

- Det kunne godt tynge, men på den rigtige måde. Det har pirret til lige at give den en ekstra skalle, både når man forberedte sig, og når man var på. Men jeg tror også, at jeg er blevet hjulpet af, at jeg altid bare har været mig selv. Det fede ved at være kommentator er jo, at man ikke skal i sminken. Det er næsten også ligegyldigt, hvilket tøj du har på. Du skal bare forholde dig til begivenheden, og på den måde er forskellen mellem kommentator og tilskuer ikke så stor.

Forsoning til sidst

Flemming Toft har altid bestræbt sig på at have et godt forhold til de sportsudøvere, hvis præstationer han har bedømt på print og på skærmen. Det er ikke ensbetydende med, at de er blevet behandlet ukritisk, siger han. Men han har altid forsøgt at være fair, og det er tilsyneladende lykkedes, for flere af dem er i dag gode venner og bekendte. Men én mand følte sig så forfulgt af pressen og i særdeleshed af Flemming Toft, at han i en periode nægtede at stille op til interview og endda på et tidspunkt forsøgte at få Flemming Toft fyret.

I sin bog beskriver Flemming Toft indgående det til tider særdeles komplicerede forhold til landstræner Richard Møller Nielsen, der blandt andet demonstrativt blev væk fra pressemødet efter landsholdets sejr ved King Fahd Cup i 1993, fordi han - som han sagde - frygtede, at han ville blive så vred på Flemming Toft, at han smed ham i swimmingpoolen. De to blev dog forsonet mange år efter, og Flemming Toft var også en af drivkræfterne bag beslutningen om at sikre Richard Møller Nielsen en plads i fodboldens »Hall of Fame«.

- Richard Møller Nielsens vrede var ikke noget, der holdt mig vågen om natten, men det ærgrede mig, at det var sådan, for det føltes så unødvendigt. Derfor betød det også meget, at vi fik sat sådan et godt punktum, siger Flemming Toft, der efter sejren i '92 ikke har brugt udtrykket »hutlihut« i offentlige sammenhænge. Lige indtil nu. For i sin nye bog sender han et »hutlihut« af sted til landstræneren.

- Når nu jeg har valgt at fortælle hele historien i detaljer, virkede det også passende at anerkende hans resultater med et »hutlihut«.

Tid til andre ting

Inden bogens udgivelse når Flemming Toft lige en tur til Montenegro med fodboldlandsholdet. Forrige år sagde han ganske vist farvel til jobbet som kommentator. Stemmen, der i mere end 25 år var lydsporet til en lang række store sportsbegivenheder, ville prøve noget nyt.

Det er dog ikke ensbetydende med, at han har sagt farvel til sporten, og han er stadig tilknyttet sin gamle arbejdsplads som freelancer. Det er derfor, at han er med om bord på flyet, der bringer fodboldherrerne til endnu en kamp. Men nu er der også blevet tid til andre ting. Han har skrevet flere bøger. Han holder foredrag, og så er der børnene og ikke mindst børnebørnene, der nyder godt af, at han ikke længere er konstant på farten.

- Omkring de store slutrunder kan det godt stadigvæk rykke lidt i mig, men ellers har jeg for længst sluppet den del, og jeg er heller ikke typen, der sætter mig hen i hjørnet og mugger over, at jeg kunne have gjort det meget bedre end dem, der kommenterer i dag. Det er så fint, som det er. Nu har jeg tid til mere, men får stadig lov til at lege med de her ting og være en del af det. Og det er jeg også så taknemlig for.

»Hutlihut« udkommer

på Gyldendal på fredag.

Flemming toft

Flemming Toft er født 12. oktober 1948 på Frederiksberg, hvor han også er vokset op.

Uddannet journalist i 1973 med udenrigspolitik som speciale. Ansat på Frederiksborg Amts Avis, Berlingske Tidende, Politiken, Nordisk Film og DR, inden han var med til at starte TV 2 op i 1988. Han har desuden skrevet en række bøger.

Flemming Toft bor i København og har tre voksne børn.

Ordet er dit