Tip os
  • 1/: - Det er hårdt at være barn og se de voksne klovne rundt. Vi sætter barren højt for, hvem vi skal være, og det siver ned til børnene, tror jeg. Det kan jeg i hvert fald mærke fra mig selv og min familie, siger Lotte Svendsen.
    Foto: Carsten Lauridsen
  • 1/: Denne sommer har Lotte Svendsen begravet sin onkel, der var autist og efterlod sig film, som han havde optaget gennem fem årtier. Filmene har givet hende en endnu større forståelse for, hvor rummelig hendes spraglede familie var.
    Foto: Carsten Lauridsen
  • 1/: - Jeg hørte en trubadur i fjernsynet her til morgen, der fortalte, at han langt om længe havde erkendt, at han kun kan lyde på en måde. Og jeg forstår præcis, hvad han mener. Man har ligesom én fortælling i sig, og den er jeg i stigende grad blevet bedre til at stå ved, siger filminstruktør Lotte Svendsen.
    Foto: Carsten Lauridsen
  • 1/: - Jeg har haft en hårdhed, som er ved at fordampe fuldstændig, og som jeg ikke gider spilde min tid på mere. Det er ikke kun med børn, jeg har det også med dyr og er helt fortvivlet over den måde, vi behandler grise på. Hvis jeg ikke skulle lave film, ville jeg i stedet kaste mig over nogle vilde befrielsesaktioner, siger Lotte Svendsen. ?
    Foto: Carsten Lauridsen

Portræt af filminstruktør Lotte Svendsen: Når bare kærligheden er til stede

Lotte Svendsen er vokset op i en rodebutik med uperfekte personligheder, alkoholmisbrug og gennemgående kaos. I sin nye film hylder hun pladsen til at være lige præcis den, man er
09. oktober 2017, 14.54

PREMIERE Denne sommer måtte Lotte Svendsen rejse tilbage til barndomsøen Bornholm og begrave sin onkel Gustav. Et ganske særligt liv var slut, og det var et farvel af den slags, som er svært at forlige sig med. Men onkel Gustav efterlod sig heldigvis noget helt særligt. Nemlig en imponerende samling af film optaget gennem fem årtier af en mand, der vist også var autist og derfor lod kameraet registrere ting, som de fleste andre ikke ville have blik for. Søsteren, der stiller palmin ind i skabet. Hendes kniv, der er slidt ned. I en lang sekvens dvæler han ved en broccoli i køkkenhaven.

En næsten endeløs række af hverdagsbilleder, der for de fleste måske vil synes ligegyldige ved første øjekast, men for den efterladte niece har leveret en vigtig indsigt. For pludselig forstod hun, at hendes opvækst ikke kun var ukontrolleret kaos. Hun var ganske vist alene med sin far, der var alkoholiker, hendes onkel var særlig, hendes farmor var vinkelbøjet og nedslidt efter et langt liv som rengøringsdame og røg cerutter dagen lang i det hus, hun ikke ville forlade, der var hunde, der sloges, og et virvar af mennesker, der talte højt og hørte musik og gik i mærkeligt tøj. Men der var også noget andet.

- Det gik op for mig, at jeg i mange år har været lidt på jagt efter sprækkerne i det cirkus, som min barndom var, men i bund og grund var der en meget rummelig ramme om det kaos. Der var en enorm generøsitet i forhold til, at man altid var velkommen, og der var altid mad nok til alle. Det handlede om at få det hele til at være der med alle de modsætninger, der var. I min familie brugte man ikke særlig meget tid på at løse de der konflikter. Der slog man bare en ramme ud over folk, så de kunne være der, siger Lotte Svendsen og beskriver med historiefortællerens vægtige erfaring barndommens besøg hos bedsteforældrene, hvor hendes hund og deres hund altid kom op at slås, mens de voksne drak snaps.

- Men det var aldrig på tale at sige, at jeg ikke måtte tage min hund med. Det var heller aldrig på tale at sige til min far, at hvis han ikke blev ædru, ville de ikke se ham. Eller at onkel Gustav skulle udredes og køres på institution. Det var aldrig på tale! Og der kan man sige, at vi i dag som samfund er på vej i modsatte retning. Vi er ved at skabe det modsatte af et cirkus.

Et hårdt blik

Blikket for den rummelighed, hun er vokset op i, er nyt. Eller føles i hvert fald nyt. For når hun kigger på fortællingen i sin nye film, tyder noget på, at der alligevel har været en instinktiv fornemmelse af, at det var sådan, det var.

Filmen »Sikke et cirkus« tager udgangspunkt i universet fra »Cirkus Summarum«, som Lotte Svendsen også har været instruktør på, og følger pigen Ramona, der vokser op i et lille, spraglet cirkus med sin far og alle sine halvsøskende og de skæve personligheder som onkel Reje og hr. Skæg. Det er historien om en splittet familie, om hemmeligheder og frygt. Men det er først og fremmest en kærlighedserklæring til de fællesskaber, der står stærkt, netop fordi alle byder ind med lige præcis det særlige, de kan.

- Det interessante er jo, at mange børn elsker onkel Reje. Han taler til et eller andet i dem, selvom han er tyk, fortæller røverhistorier, er fordrukken og har dårlige tænder. Han er en rigtig tabermand, og sådan en er der jo ikke plads til i virkelighedens verden, fordi vi sætter barren så højt for, hvordan man skal være menneske, siger Lotte Svendsen.

Som barn baksede hun selv med at få sin egen kabale til at gå op, men puberteten udstyrede hende med et sprog og en bevidsthed, der hjalp hende til at vriste sig fri af forestillingen om det perfekte liv. I stedet forfinede hun ved hjælp af parodier kunsten at udstille vores blinde vinkler, og humoren er gået igen lige fra spillefilmsdebuten for 20 år siden til fortællingerne om Max Pinlig.

I dag er ønsket om uddele satiriske svirp til højre og venstre til gengæld forsvundet. Der er en hårdhed, der er ved at fordampe fuldstændig. Tilbage er en øm omsorg for alle dem, vi har svært ved at give plads - og særligt børnene vil hun så gerne være med til at vise en vej gennem de udfordringer, de møder.

- Jeg synes, der er så mange, der føler sig forkerte, og der er ingen tvivl om, at børn dømmer sig selv og hinanden hårdere end før. Der er kommet en anden selvbevidsthed, som ikke er speciel øm. Det hårde blik er efter min mening vores tids udfordring, og det er ikke godt for livskvaliteten for nogen.

Nærvær og interesse

I »Sikke et cirkus« sover børnene i alt fra hængekøjer til kufferter, tøjet er spraglet, og sure tæer i saftevand er noget, man tager helt bogstaveligt. Men der er også kyndige og kærlige hænder, der hjælper hvert barn til at finde dets særlige talent, og om aftenen er der nærvær og skumfiduser rundt om bålet.

Når man spørger Lotte Svendsen, hvordan hun selv kom igennem en kaotisk barndom, falder svaret næsten, før spørgsmålet er stillet.

- Min fars kærlighed. Det er der ingen tvivl om.

Der er ikke noget godt at sige om hans alkoholmisbrug, der tog til med årene og endte med at koste ham livet. Men der er meget godt at sige om ham som far.

- Han drak jo, og der var måneder, hvor jeg ikke kunne finde noget rent tøj. Så lå alt min tøj vådt og jordslået i vasketøjskurven, fordi han bare ikke evnede det der ... og så måtte jeg tage hans tøj på i stedet. Jeg kan tydeligt huske at stå der med hans bukser og et bælte og rulle benene op og tage sådan en busseronne på. Jeg ved ikke, hvad jeg lignede, men jeg gik i skole alligevel, for der var ikke andet at gøre. Sådan nogle oplevelser er jo for helvede ikke gode.

Omvendt er rent tøj jo heller ikke nogen garanti for en lykkelig barndom, som hun siger.

- Der er børn i rent tøj, der aldrig bliver set, men det blev jeg. Midt i alt det der kaos var der altid en fornemmelse af, at han gerne ville snakke med mig. Han var altid interesseret i, hvad jeg lavede. Så kærlighed og nærvær, det har jeg sgu ikke manglet, altså ..., siger hun og tilføjer, at hendes egne to sønner »da er rimelig rene i tøjet«, men:

- Til gengæld er jeg ikke altid specielt nærværende. Så det her er ikke et reklamefremstød for min egen personlighed, men udelukkende en cadeau til min far.

Som livet også er

Lotte Svendsen kunne godt have valgt at vende hele sin rumsterske familie ryggen for i stedet at flytte ind i et liv med hvide vægge og ordnede forhold i alt fra skabe til strømpeskufferne. Hun ville i så fald ikke være den første, der i protest mod forældrenes fejltrin valgte at gå i stik modsat retning. Men Lotte Svendsen og hendes mand, der er serber, har med deres tilsammen 13 søskende og et spraglet familietæppe med patriarker og alternative måder at være i livet på besluttet at omfavne kaos i stedet for at fordømme det.

Det er et aktivt valg og ikke et ukompliceret valg, men Lotte Svendsen VIL give plads til alle.

- Jeg vil så gerne give mine børn en fornemmelse af, at de har en familie og et spraglet bagland. Og så kan det godt være, at det indbefatter et familiemedlem, der hellere vil se tennis end at være sammen med dem, men sådan er det, og det må man sgu også rumme. Og jeg må rumme min fætter, der bliver mere og mere åndssvag og bliver uvenner med alle og stirrer sig blind på konspirationsteorier, ligesom jeg må rumme de kammerater, der bliver tossede, fordi de bliver skilt for sent og kører i båndsløjfe om de samme problematikker. For sådan er livet også. Det er ikke altid, man kan flytte ind i et perfekt billede, hvor det hele går op, siger Lotte Svendsen og ridser alternativet op.

Havde hun sammen med sin mand valgt at melde sig ud af det cirkus, familien også kan være, ville hendes to sønner være vokset op med en ensidig fortælling om, hvad de kommer fra. Men nu får de også de sjove historier. De andre nuancer. Og ikke mindst får de forståelsen for, at man kan klare meget, så længe man er velkommen et sted. Præcis som deres mor erfarede det med tiden.

- Livet er bare hårdt til tider. Der er nogle, der går i stykker på det. Andre bliver nogle selvoptagede idioter. Men det er ligesom præmissen, og så er det op til os at skabe en ramme - på alle mulige niveauer - hvor det også kan være der.

Ordet er dit