Tip os
Mølleskolen i Ry hvor elev, der blev udsat for benzinangreb, går.
Foto: Polfoto/van Norde Ernst

Politiet efterlyser to vidner til benzinangreb på dreng

I begyndelse af februar blev en 16-årig dreng kastet en brændende flaske benzin på sig
17. februar 2017, 14.29

Politi To personer kan have befundet sig omkring Ry-hallerne i Ry, da fire drenge skal have kastet en brændende flaske med benzin på en 16-årig dreng.

Politiet vil derfor meget gerne tale med de to, der kan være en mand og kvinde.

Det oplyser vicepolitiinspektør ved politiet Lars Peter Madsen fredag.

De to mulige vidner skal have stået ved en bil, hvor de fyldte noget i bagagerummet. Bilen beskrives som mørk og lille.

Det var 6. februar, at de fem drenge, der alle er i alderen 15-16 år, efter aftale mødtes ved idrætshallen i Ry.

Her blev der kastet en flaske med benzin mod den 16-årig afghansk dreng. Han blev indlagt i kritisk tilstand, men senere erklæret uden for livsfare.

Drengen blev forbrændt på 30 procent af kroppen fra livet og nedefter.

De to personer, som politiet nu efterlyser, skal have befundet sig i området omkring klokken 18.45-19.00.

Samme aften anholdte politiet fire drenge fra Ry-området. De blev alle fire varetægtsfængslet i et grundlovsforhør i fire uger for grov vold. De nægter sig skyldige.

Sydøstjyllands Politi kan kontaktes på 114.

/ritzau/


Ordet er dit