Tip os
På Birketoft i Aulum har der været et skubbehold i mange år. Fra i dag kører et lignende hold også ud fra Kildehøj i Vildbjerg. ?Privatfoto

Plejecenter i Vildbjerg får et skubbehold

Kørestolsbrugere skal ikke snydes for at nyde naturen og bybilledet, så Plejecenter Kildehøj har fået sig et »skubbehold«
01. september 2017, 10.35

VILDBJERG-AULUM Beboerne på Plejecenter Kildehøj kan tage sig et par ekstra mundfulde af den friske efterårsluft, når de fremover kommer med på »skubbetur« hver fredag formiddag.

Det er Ældre Sagen i Aulum-Haderup-Trehøje, som har taget initiativet til at samle et såkaldt »skubbehold«. Holdet består af en gruppe frivillige personer under ledelse af Inger Dahl Knudsen, som hver fredag vil tage en gruppe af plejecentrets kørestolsbrugere med ud i den friske luft.

Har virket i 10 år

- Det giver dem mulighed for at opleve det omskiftelige danske vejr, årstiderne og bybilledet i Vildbjerg. Ligeledes kommer de rundt i naturen og får set nogle af de steder, der er dem bekendt fra tidligere tider i livet, og måske træffer de og får hilst på nogle af de mennesker, som de ikke ser så tit, fortæller Thomas Høj Jørgensen, der er formand i Ældre Sagens lokalafdeling, om initiativet.

Den første tur for beboerne falder også på efterårets første dag, og selvom der er tale om et nyt tiltag på Plejecenter Kildehøj, så er selve skubbeholdet ikke nogen ny idé: et lignende hold har nemlig gennem cirka 10 år fungeret godt på plejecentret Birketoft i Aulum, hvor det har været til stor glæde for beboerne, oplyser Thomas Høj Jørgensen.

Formanden tilføjer samtidig, at Ældre Sagen gerne tager imod frivillige, som vil deltage i foreningens arbejde, måske ved at tage med på en skubbetur en gang om ugen.

Ordet er dit