Tip os
Jakob Poulsen og FCM løb ind i et skuffende 1-2-nederlag i Helsingør.
Foto: Jonas Olufson/ritzau Foto

Pinligt FCM-nederlag i Helsingør

FC Midtjylland tabte fortjent 1-2 ude mod oprykkerne
06. august 2017, 15.56

FODBOLD En pinlig præstation udmøntede sig i et lige så pinligt nederlag for FC Midtjylland.

Søndag eftermiddag tabte »ulvene« fortjent med 1-2 ude mod oprykkerne fra FC Helsingør.

FCM-mandskabet manglede kampen igennem energi, kreativitet og spillemæssig kvalitet - og det kostede dyrt mod de hårdt kæmpende oprykkere, der sejrede foran blot 2722 tilskuere på det spartanske Helsingør Stadion.

Cheftræner Jess Thorup havde skiftet hele seks mand i startopstillingen i forhold til torsdagens Europa League-kamp mod Arka Gdynia. Rotationen gav intet udbytte hos udeholdet, der spillede for langsomt, sløvt og med alt for lidt inspiration i offensiven.

FC Midtjylland kom bagud efter en halv time. Gæsternes organisation var ude af balance, da Anders Holst ved midterlinjen slog en lang bold hen over FCM-defensiven. Zsolt Korcsmár blev fanget på mellemhånd og i feltet kiksede Kristian Riis sit indgreb. Angriberen André Riel sparkede sikkert bolden under keeper Jesper Hansen til 1-0.

Fra anden halvlegs indledning tog cheftræner Jess Thorup konsekvensen. Kristian Riis og Gustav Wikheim blev ofret til fordel for kantspilleren Jonas Borring og angriberen Paul Onuachu. Samtidig slog FCM over i en 4-4-2-formation, hvor Tim Sparv blev trukket ned i centerforsvaret - og med to mand helt fremme.

Rokeringen betød, at de midtjyske favoritter spillede langt mere primitivt med lange bolde op i hovederne på Sørloth og Onuachu. Det gav mere fysisk pondus i luften, og den opskrift banede vejen for udligningen i det 63. minut.

En høj bold i Helsingør-feltet endte i panden på Paul Onuachu, der forlængede ind foran mål. Her misbrugte en fri Alexander Sørloth muligheden på målmand Mikkel Bruhn, men Simon Kroon fulgte op og sparkede læderet i nettet. 1-1.

Men Helsingør var stadig farlige. Værterne lurede på omstillinger, og ved 1-0 ramte en afslutning fra Anders Holst stolpen. Det var også en omstilling, der fældede FC Midtjylland.

»Ulvene« skubbede spillet langt frem, og så var der pludselig frit løb til André Riel. Frontmanden blev hverken presset af Tim Sparv eller Jesper Hansen, og så hamrede Riel fladt bolden over i det lange hjørne.

I slutfasen fik Paul Onuachu pareret sit hovedstød på målstregen af keeper Mikkel Bruhn. Nærmere kom »ulvene« ikke. Det pinlige nederlag var en realitet.

Ordet er dit