Tip os
Erling Askjær Jørgensen.

Om ytringsfrihed og demokrati

08. juni 2017, 11.00

YTRINGER En række terrorangreb, som Islamisk Stat, i de fleste tilfælde tager ansvaret for, har fejet igennem mange lande, ikke mindst de vesteuropæiske. Statsledere udtaler efter hvert terrorangreb, at vi skal fortsat leve med vore værdier, altså med vort ytringsfrihed og vort demokrati i højsædet.

Og vi har netop fejret Grundlovsdag. Og fra alle politiske ledere lød det, at vi skal være stolte af vort samfund med ytringsfrihed og demokrati som de bærende værdier. Jeg kan altså slå fast, at en af de mest bærende værdier i Danmark er, at også jeg har ret til at ytre mig. Jeg føler faktisk, at jeg har pligt til at ytre mig. Dette som følge af, at alle de valgte politikere, også borgmestre, har fordele ved løbende at blive mindet om, hvad der er mindre godt af det, de bedriver.

Nu læser jeg så i Folkebladet og på aoh.dk, at Evald Storm i Sunds igen ytrer sig ved at nedgøre mig personligt. Dette er ikke min stil, så jeg kender ikke noget til de »sure rønnebær« , som Evald Storm skriver om, men sådanne har de måske der, hvor Evald Storm er bosiddende. Og så tager Evald Storm en anden Venstremand, Kent Falkenvig i Vildbjerg i forsvar vedr. hans nedsættende skriverier om mig 31. maj.

Pudsigt nok bor både Evald Storm og Falkenvig udenfor de områder i Herning Kommune, som er ramt af en ekstra udgift på i mange tilfælde mere end 40.000 kroner for et almindeligt parcelhus, som rammer os, der er fjernvarmeforbrugere i Herning. Helt nøjagtigt i gennemsnit 30.000 kroner pr. fjernvarmeforbruger i Herning, og nede omkring 20.000 kroner for dem, som bor i små lejligheder på under 90 kvadratmeter. Hvem der stod i spidsen for de beslutninger, som er skyld i dette, gentager jeg ikke.

Enevældestyret er vel egentlig for længst afskaffet i Danmark, og jeg holder så meget af Herning Kommune, og af alle borgerne her, at jeg vil gøre, hvad jeg kan for at vi efter kommunalvalget ikke længere har »Enevældsstyre« i Herning. Derfor er jeg glad for, at jeg har ret til at ytre mig sagligt, ikke for at nedgøre nogen som helst personligt, men for at vi så vidt muligt får et nyt byråd, hvor et enkelt parti ikke sidder alene og kan bestemme det hele.

Mit ærinde er ikke at aflevere »sure rønnebær«, som Evald Storm gør, men det er min glæde ved at gøre noget godt for Herning Kommune som den kommune, jeg frivilligt har bosat mig i og som byder på mange fordele og er kendt for meget godt, f.eks. MCH, som startede for mere end 50 år siden, så ingen nuværende politikere har æren af dette.

Jeg bemærkede mig også, at Kent Falkenvig d31. maj bekræftede, at det er en god demokratisk skik at ytre sig. Der var da noget rigtigt i det, Falkenvig skrev. Men i øvrigt gav Falkenvigs indlæg mig det indtryk, at det meste af det slet ikke var skrevet af Falkenvig, men af en person, som ikke selv havde lyst til at lægge navn til.

Til slut som svar både til Falkenvig og til Evald Storm, bliv endelig ved med at angribe mig og nedgøre mig personligt, det fortæller om jeres stil, og hver gang frydes jeg over at have anledning til at svare jer. Her har Falkenvig helt ret. Min største glæde ved min tilværelse er at bruge min grundlovssikrede ytringsfrihed. Jeg er hærdet til det yderste gennem mere end 60 års deltagelse i den politiske debat, og nu på baggrund af at læse tre-fire aviser hver dag og her også at læse om, hvad Venstreministeren Lars Chr. Lilleholt mener om det, der foregår i varmesagen i Herning.

Ordet er dit