Tip os
Flemming Larsen.

Om at rage aviser til sig - og snyde på vægten

21. april 2017, 13.00

I mediehuset er vi - naturligt nok - storforbrugere af aviser. Alle de store morgenaviser lander i vores postkasse - som regel lidt før klokken seks - og med tiden er flere andre aviser kommet til. Det er ikke mindst sket, efter at postvæsnet har opgivet de daglige leverancer af post, der ellers var kendetegnende for den gamle, hæderkronede etat.

For nogle uger siden begyndte Bornholms Tidende også at dukke op i postkassen. Til min store fryd. Bornholm har adskillige gange været feriemålet for familien og det er en på alle måder dejlig feriedestination, som jeg glæder mig over at læse om. Læg så dertil, at Bornholms Tidende er en glimrende lokalavis, der får flere og flere positive historier at fortælle, fordi bornholmerne har været i stand til at foretage en imponerende turn-around, som det hedder på moderne ledelsessprog. Man har skabt en vækst, der langt overgår hovedstadsområdet og selv befolkningstallet har man fået stabiliseret, så der i 2016 var 266 tilflyttere flere end fraflyttere, kunne jeg læse forleden.

Men i går eftermiddag blev mine ører lidt røde. Det viste sig nemlig, at de aviser, jeg troede var tiltænkt mediehuset, i stedet skulle bringes videre af vores distributionsselskab, Samdi, så den avis, der landede på mit kontor, har altså været savnet et eller andet sted her i området. Hvis den ramte er blandt læserne af denne klumme, skynder jeg mig at undskylde.

Nu har jeg lovet at bladre Bornholms Tidende igennem inden klokken otte, så avisen kan komme videre til rette vedkommende, men sådan kan man intetanende blive avistyv!

På hverdage distribuerer Samdi iøvrigt omkring 300 aviser fra andre udgivere og på lørdage er tallet helt oppe på 1200.

Det er naturligvis ikke i orden at rage andres aviser til sig, men det er den fortsatte farce omkring den nye vestdanske politiskole heller ikke. Tidligere på ugen kom det frem, at Bygningsstyrelsen nu skønner, at det vil tage 37 måneder - altså mere end tre år - før den ombyggede og stærkt udvidede gamle sygeplejeskole i Vejle vil kunne tages i brug som politiskole og nu sættes der også spørgsmålstegn ved økonomien. Det kan vise sig, at det kan gå hen og blive lige så dyrt som at have bygget den helt nye skole, som Rigspolitiet efterlyste - og som kunne have stået færdig i Herning om blot to år.

Jeg nærer ingen forhåbninger om, at de to unge retsordførere i partierne bag beslutningen om placeringen i Vejle kommer på bedre tanker. Dertil har socialdemokraten Trine Bramsen og Dansk Folkepartis Peter Kofod Poulsen for tydeligt demonstreret, at de ved bedst. På trods af både fakta og ønskerne fra både Rigspolitiet og Politiforbundet. Hvis det er kvaliteten af den næste generation af politikere, der skal tage over på Christiansborg, kan man vel ikke konstatere andet, end at vi komme til at gå fra slemt til det, der er værre!

Men det må vel ét eller andet sted gøre ondt på de to, når de læser lederen i Jyllands-Posten i dag, hvor det bl.a. hedder: »Herning erklærede sig i sin tid parat til at kunne byde nye politielever velkommen efter 22-26 måneder i en nybygget politiskole, og herningenserne har et for længst dokumenteret talent for ikke blot at løfte sådanne udfordringer, men også at være ordholdende. På det nu kendte grundlag er det meningsløst at placere politiskolen i gamle lokaler i Vejle. Herning bør have chancen for at vise, at det kan gøres hurtigere, bedre og frem for alt anderledes professionelt i en nybygget politiskole«.

Ak ja, sådan kan tingene forandre sig!

Go' weekend!

Flemming Larsen.

debatredaktør


Ordet er dit