Tip os
Jan Rytkjær Callesen.

Nyt teleforlig skal sikre Danmark en digital infrastruktur i verdensklasse

10. januar 2017, 13.00

TELEPOLITIK I Dansk Folkeparti har vi flere gange fremført, at Danmark har brug for et nyt teleforlig, som skal erstatte det nuværende forlig fra 1999. Det gamle forlig har simpelthen udspillet sin rolle, når det gælder om at give svar på fremtidens digitale udfordringer.

Det er derfor med stor tilfredshed, at jeg i det nye regeringsgrundlag kan konstatere, at regeringen har lyttet og vil udarbejde et telepolitisk udspil med forslag om at modernisere teleforliget.

Her 17 år efter det gamle forlig blev indgået, kan man i al stilfærdighed pege på, at det er på høje tid, at der bliver sat nye mål og rammer for, hvordan vi får sikret alle danskere en digital infrastruktur i verdensklasse.

Det vigtigste fokus for et nyt teleforlig bør være, at de digitale muligheder ikke kun er for de udvalgte, men at de bliver tilgængelige for alle. Uanset om man bor i byen eller lidt længere ude i landskabet.

Som teleordfører på Christiansborg og bosiddende i et mere tyndtbefolket område af landet har jeg fået et godt kendskab til de udfordringer, der er med at sikre ordentlig digital infrastruktur rundt om i Danmark. Jeg har samtidig set, hvad det betyder for de borgere og virksomheder, som bliver tilsluttet en ny digital infrastruktur. Med ét skal de ikke længere bekymre sig om, hvorvidt de nu har nok hastighed på deres forbindelse. Akkurat som de heller ikke bekymrer sig om, hvorvidt der er nok strøm i stikkontakten.

For at sikre en digital infrastruktur i verdensklasse til alle er det afgørende, at et nyt teleforlig sætter investeringer øverst på dagsordenen. Det er nemlig milliardstore investeringer i digital infrastruktur, som skal bringe os i mål. Her har vi en forpligtelse til at sikre, at det er attraktivt at investere i digital infrastruktur, og vi skal samtidig sikre, at hindringer skubbes af vejen for de investeringer, der nødvendigvis skal foretages.

Og hvad gør vi så, hvis de private investeringer ikke slår til? Ja, der må vi politikere jo så drøfte, hvordan vi kan sikre dækningen. Det kan eksempelvis være ved at stille krav til mobildækningen, når vi holder frekvensauktioner, og vi kan se nærmere på at give kommunerne bedre muligheder for også at stille krav til dækning af borgere og virksomheder med bedre bredbånd, når kommunerne alligevel laver udbud, som skal dække kommunens eget bredbåndsbehov. Står gammel lovgivning i vejen her, ja så må lovgivningen jo tilpasses den nye virkelighed.

Alt i alt er der nok at tage fat på i et nyt teleforlig, og vi ser i Dansk Folkeparti frem til de kommende forhandlinger.

Ordet er dit