Tip os
Anette Thomsen er tiltrådt i stillingen som hospitalsapoteker torsdag 15. juni.
Foto: Region Midtjylland

Ny hospitalsapoteker i Region Midtjylland

Hospitalsapotekets nye leder kender sine ansattes opgaver godt, for hun har selv arbejdet 12 år på Hospitalsapoteket
19. juni 2017, 11.48

Jobskifte Cand.pharm. Anette Thomsen har insiderviden. Hvor den slags i andre sammenhænge er strafbart, er det i denne sammenhæng en stor fordel: Som hospitalsapotekets nye chef bliver hun leder for syv områdechefer og hele apotekets opgaveportefølje. Fra produktion over logistik til klinisk farmaci.

Anette Thomsen (48 år) kommer fra en stilling som produktionschef med ansvar for Lægemidler klar-til-brug. Siden 1. april har hun også været konstitueret produktionschef for cytostatika-området, der fremstiller kemoterapi til kræftpatienter.

Hospitalsapotekeren skal naturligvis sikre både drift og retning for arbejdet. Men apotekeren har også et vigtigt medansvar for fremtidens sundhedsvæsen. Apotekeren skal kunne omsætte både nationale og regionale dagsordner til meget konkret handling, siger Ole Thomsen, koncerndirektør og formand for ansættelsesudvalget.

Erfaring fra alle hylder

- Derfor søgte vi en leder, der kan og vil være Region Midtjyllands nye visionære hospitalsapoteker med fokus på ledelse, sikker drift, kvalitetstankegang og udvikling. Og jeg er rigtig glad for, at Anette søgte jobbet, forklarer Ole Thomsen i en pressemeddelelse fra Region Midtjylland.

Anette Thomsen har samlet været ansat 12 år på hospitalsapoteket. Årene har givet hende bred viden om opgaverne på alle apotekets hylder: Lige fra ekspedition, klinisk farmaci, produktion og til forskningsstøtte i samarbejde med andre afdelinger.

- Hospitalsapoteket er en del af et sundhedsvæsen i forandring, og derfor skal apoteket også kunne forandre sig. Vi skal blandt andet finde ud af, hvordan lean-tænkning kan effektivisere vores arbejdsgange yderligere og undersøge, hvor robotter giver mening i produktionen. Når det er sagt, så er medarbejderne efter min mening apotekets vigtigste ressource, lyder det fra Anette Thomsen.

Region Midtjyllands hospitalsapoteker står i spidsen for 370 medarbejdere og en omsætning på to milliarder kroner årligt.

Hospitalsapoteket er blandt andet fælles apotek for regionen med afdelinger spredt på hospitalerne. Hospitalsapotekeren refererer til Region Midtjyllands koncerndirektion og indgår i regionens koncernledelse.

Ordet er dit