Tip os
JFP har vundet sin anden byggekontrakt i Irmabyen i Rødovre, hvor en helt ny bydel med samlet 1000 boliger er under opførelse.
Foto: Irmabyen

Ny etape vundet: JFP opfører bydel i Rødovre

Til efteråret tager Herning-firmaet hul på opførelse af yderligere 5000 kvadratmeter byggeri i »Irmabyen«
17. juli 2017, 14.45

Byggeri Den store byggeaktivitet i Sjælland bærer en væsentlig del af forklaringen på, at totalentreprenørfirmaet JFP med hovedsæde i Herning i seneste regnskab rundede en omsætning på en milliard kroner.

Det er gået stærkt, siden JFP etablerede kontor i København i 2013, og undervejs har virksomheden været oppe på at have over 1000 boliger i ordrebogen til opførelse på Sjælland. Ambitionerne går på at holde det høje aktivitetsniveau, og her kommer en ny etape i det store boligprojekt Irmabyen i Rødovre til at bidrage positivt fra dette efterår.

JFP er i forvejen i fuld gang med at bygge i Irmabyen, da firmaet vandt en af de tidligere udbudte opgaver. Dette projekt består af 139 boliger på i alt 12.600 kvadratmeter, som skal stå færdigt i løbet af efteråret i år.

I oktober er der byggestart på en ny etape i området, oplyser JFP i en pressemeddelelse. Det bliver ikke helt så stort et projekt, da boligarealet når op på 5100 kvadratmeter, og hertil kommer kælder og parkeringskælder på cirka 1800 kvadratmeter. Ikke desto kan der meget vel være tale om et byggeri i størrelsesordenen 100 millioner kroner, vurderet ud fra de andre etaper, som bygherren Elf Development har sat i gang i Irmabyen.

Det gamle Irma-domicil

Indehaver og administrerende direktør i JFP, Jesper Friis Poulsen, har tidligere forklaret, hvodan det har været et ønske gennem lang tid for Herning-virksomheden at få fodfæste på Sjælland som supplement til det jyske »hjemmemarked«, hvor JFP blandt andet er kendt for de store sygehusprojekter i Skejby og Gødstrup.

- Det er en position, som vi er gået benhårdt efter med en række mindre boligbyggerier og renoveringsopgaver gennem finanskrisen, hvor vi har hentet erfaring og knowhow. Både i forhold til hvordan vi bedst løser opgaven - og i forhold til at være skarpe på prisen, har Jesper Friis Poulsen tidligere forklaret.

Den nye kontrakt for Irmabyen i Rødovre er indgået som en totalentreprisekontrakt, og byggeriet kommer til at omfatte ejerboliger med ude- og fællesarealer. Irmabyen er placeret på Irma-koncernens gamle domicilområde ved Korsdalsvej i Rødovre, hvor et ikonisk kaffetårn fortsat bliver varetegn for området. Samlet set bliver der tale om en helt ny bydel med omkring 1000 rækkehuse, lejligheder og parcelhuse.

Flere andre projekter i gang

Blandt JFP's øvrige aktuelle byggeprojekter på Sjælland kan nævnes »Valby Maskinfabrik«, som omfatter 66 boliger og etablering af kontorhus på cirka 3000 kvadratmeter.

Derudover har Herning-virksomheden gang i et andet stort projekt i Valby, hvor JFP opfører 83 boliger for for ejendomsinvesteringsselskabet Calum A/S. Byggeriet er i alt på 9067 kvadratmeter boliger fordelt på tre bebyggelser med etagebyggeri og rækkehuse. Byggeriet er beliggende på det gamle Grønttorvet i Valby, hvor der de kommende år bliver udviklet og bygget en ny grøn bydel.

Et tredje projekt er Nimbusparken på Frederiksberg med opførelse af et kollegiebyggeri på 145 værelser og 182 studielejligheder samt fællesarealer og udearealer.

Ordet er dit