Tip os
  • 1/: Nadia Thingaard på sin pony Valør.
    Foto: Drf
  • 1/: Spingkonkurrencen handler om kvalitet fremfor hastighed.
    Foto: DRF

Nadia fra Brande på spring i Boxen

Nadia Thinggaard er blandt finalisterne i Nord-Vest Box Cup
12. oktober 2017, 12.42

Brande Nord-Vest Box Cup er en springkonkurrence, der i år holdes i forbindelse med World Cup Herning. For 12-årige Nadia Thinggaard fra Brande, er det noget nær det nærmest, man kan komme på hjemmebane.

Hun er blandt finalisterne i Dansk Ride Forbunds turnering Nord-Vest Box Cup.

Branditten har kvalificeret sig til turneringen ved at ride på højt niveau gennem hele året, og er med en pointsum på 158 komfortabelt kommet med blandt finalisterne.

- Det betyder meget for mig at ride i Boxen ved World Cup Herning, fortæller Nadia Thingaard og fortsætter:

- Jeg glæder mig helt vanvittigt, og jeg er vildt stolt over, at jeg får lov at springe derinde til så stort et stævne.

Nadia kender Boxen som tilskuer ved hingstekåring og som tilskuer ved MGP. Hun glæder sig derfor til, at hun selv skal på banen og opleve suset med mange tilskuere og god stemning.

Stor oplevelse

Nadia er nu ikke helt ukendt med store stævner. Hun deltog også i finalen med Valør sidste år, hvor ekvipagen opnåede en 7. plads ved samme konkurrence i forbindelse med JBK-stævnet. Nadia fortæller:

- Sidste år var det en stor oplevelse for mig at ride finale til JBK-stævnet. Jeg tænkte egentlig ikke rigtigt over, at der var mange tilskuere, mens jeg sprang. Men da jeg red over målstregen, og på vej ud af banen, kiggede jeg op og blev helt overvældet over, hvor mange tilskuere der faktisk var. Og til præmieoverrækkelsen kunne jeg slappe af og nyde det.

Nadia deltager i finalen i såkaldt stilspring metode S4. Det kan lyde lidt kryptisk, men drejer sig om, hvordan konkurrencen bedømmes. Dommerne lægger vægt på, at ridningen foregår pænt og fornuftigt.

- Det handler ikke om at være hurtigst men at vise den bedste kvalitet. Det gør vi for at fremme den bedste udvikling af rytterne, som derved får en sund indstilling til hestesporten, forklarer informationsmedarbejder Susie Juhl fra Dansk Rideforbund.

Valør er opstaldet hjemme hos Nadias springtræner Mia Lee.

- Hver dag efter skole tager jeg bussen derud og rider Valør og nogle af Mias ponyer. Jeg springer undervisning på Valør over cirka en gang i ugen, og får også undervisning i dressur en eller to gange i ugen, fortæller den 12-årige brandit.

Da Nadia erfarede, at finalen skulle springes i Boxen, gik hun målrettet efter at kvalificere sig. Det har ikke været svært at samle de nødvendige point, siger Nadia og forklarer:

- Valør piller sjældent bomme ned, så det gik heldigvis ret hurtigt med at samle point.

På jævnt dansk betyder det, at de stort set altid springer fejlfrit, så det håber springrytteren også bliver tilfældet i Boxen.

Om ponyen Valør forklarer Nadia:

- Valør var kun fem år, da jeg fik ham. Han var rigtig svær for mig dengang, for jeg var selv kun ni år. Vi har dog lært rigtig meget sammen, og er vokset med hinanden. Valør betyder rigtig meget for mig, og vi har haft de mest fantastiske oplevelser sammen. I år har vi blandt andet redet os til placering til DM i både spring og dressur. Valør vil resten af mit liv have en kæmpestor plads i mit hjerte.

Nadia kan ride Valør 2018 med, herefter skal hun, på grund af alder, skifte til den højere klasse II pony.

Nadia kommer i godt selskab

I uge 42 kan man få den helt store hesteoplevelse. Den gigantiske bane på 30 x 80 meter i Boxen vil byde på mange store oplevelser fra onsdag til søndag.

Blandt andet afvikles både kvalifikation og finale i Nord-Vest Box Cup, hvor 30 af landets dygtige unge springryttere dyster. Torsdag er også dagen for den første kvalifikation til den store Grand Prix springning (150 centimeter).

Lørdag er der fokus på dressur blandt andet med Grand Prix dressur hele to gange. Her vil mange af de etablerede stjerner medbringe deres upcoming heste, og man således får lov at opleve fremtidens stjerner. Denne grand prix klasse er optakten til et forventeligt stjernespækket World Cup felt, hvor vi skal gense hele det danske EM-sølvhold. Der er dermed lagt op til EM revanche for vores udenlandske gæster - og dressur i absolut verdensklasse.

Søndag står i World Cup finalernes tegn.

I Boxen afvikles først finalen i FEI Ponies Jumping Trophy. Derefter ryddes springene væk, dressurhegnet sættes op og så skal vi se World Cup Grand Prix kür, hvor vores seje sølvpiger skal tage kampen op med de udenlandske gæster.

Ordet er dit