Tip os
Klosterlund får nyt navn. Men der er endnu ikke taget stilling til, hvem der skal afløse Søren Toftegaard Poulsen som leder.

Museum og naturcenter får nyt navn

Der er endnu ikke taget stilling til leder-stilling i Klosterlund
11. januar 2017, 13.20

ENGESVANG Klosterlund Museum og Naturcenter Engesvang kommer fremover til blot at hedde Klosterlund Museum.

Det sker i forbindelse med en større navneændring af Museum Midtjyllands museer. Fire ud af museets fem afdelinger får nye navne. Det eneste museum, der beholder sit navn er Vester Palsgaard Skovmuseum ved Hampen.

Museumsdirektør Laura Liv Weikop fortæller, at formålet med navneskiftene er at skabe en større forståelse af de enkelte museers karakterer ved at præcisere og forenkle deres navne. De skal skabe genkendelighed hos folk.

Navneskiftet er et led i en større nytænkning af museet og i ambitionen om at gøre Museum Midtjylland bedre kendt. Det er derfor en del af den udvikling og transformationen, som museet vil undergå i den kommende tid. En del af transformationen er at der bliver lavet en ny hjemmeside.

Rent organisatorisk sker der ikke den store ændring i Klosterlund nu og her.

Sidste år gik Søren Toftgård Poulsen på pension efter en årrække som leder af museerne i Ikast-Brande Kommune. Og Laura Liv Weikop, der netop er tiltrådt som direktør, fortæller, at man ikke har taget stilling til, hvad der skal ske på det punkt fremover.

Indtil videre er det naturvejleder Carsten Tatarczuk, der holder gryden i kog.

- Han gør et stort og kæmpe stykke arbejde, som vi er meget tilfredse med, siger hun.

Ordet er dit