Tip os
Lizzi Bøggild. Privatfoto

Mindeord om Lizzi Bøggild: Hun talte altid den lille mands sag

17. maj 2017, 08.55

Mindeord

Følgende mindeord om Lizzi Bøggild, født Pedersen, er indsendt af Niels Andersen, Ringkøbing - en god ven og Røde Kors-kollega. Lizzi Bøggild boede i Søndervig, tidligere i Hammerum. Hun var født 21. september 1943 og døde på Anker Fjord Hospice 8. april 2017.

Lizzi Bøggild havde mange talenter. Et af de største var nok hendes evne til at brænde - både for en sag og for andre mennesker. Denne evne kom til udtryk på mangfoldige måder. Hun blev for eksempel ved med at se mange af de mennesker, som hun mødte i løbet af livet.

Og de fleste havde lyst til at være sammen med hende, fordi hun altid var fuldt til stede og viste stor indlevelsesevne. Hun huskede familien, hun var au pair-pige hos i begyndelsen af 1960'erne, og den tamilske familie fra Hammerum.

Politisk var der ingen tvivl om, at Lizzis hjerte lå til venstre for midten. Hun var i byrådet i Herning fra 1986 til 1993 og i byrådet i Holmsland fra 1998 til 2007 for Socialdemokraterne.

Hun talte altid den lille mands sag, hvilket også kom til udtryk i hendes engagement i Røde Kors, hvor hun især arbejdede ihærdigt for at etablere et netværk for voldsramte kvinder og de sidste år var tovholder for uddeling af julehjælp.

Engagementet kunne undertiden skabe problemer for Lizzi. Når de socialdemokratiske partifæller ikke levede op til hendes idealer, fik de det straks at vide, men hun havde sine meningers mod og holdt fast, selv om hun undertiden måtte gå enegang.

Stod bag sprogskole

Også arbejdsmæssigt brændte hendes hjerte for at løfte dem, der havde behov. Fra 1977 til 1991 var hun leder af AOF Herning, hvor hun satte en lang række fremsynede projekter i gang. Nogle af de vigtigste var: Sprogskole, Daghøjskole, Tyrkiske kvinder på Dalgasgade, samarbejde med foreningen SIND, Unge Mødre, Motions- og Helsecenter og mange flere. Hun gjorde altid sit arbejde grundigt, og man kunne stole på, at tingene blev gjort, når hun lovede det.

Og når Lizzi ikke arbejdede erhvervsmæssigt, arbejdede hun frivilligt. Hun var levende interesseret i kunst, så det faldt naturligt at bruge organisationstalentet som formand for Ringkøbing Kunstforening i en årrække.

Lizzi var desuden initiativtager til Kunst i Kulturcenter i Kloster og Tilflytterforeningen i Hvide Sande og svømmelærer for mennesker med vandskræk. De sidste år var hun en aktiv repræsentant for Røde Kors i Ringkøbing-Skjern Frivilligråd.

Lizzi var samlingspunkt

Det var ikke tilfældigt, at Lizzi og Bernhard flyttede til Søndervig tæt på Vesterhavet i 1994. Hun har altid elsket den rå natur ved havet og har gået utallige ture på stranden. Hendes og Bernhards hjem bærer præg af sansen for smukke ting, fundet ved havet og udvalgte kunstværker. Man følte sig altid velkommen i deres dejlige hjem.

Lizzi var samlingspunkt for hele familien, og hendes styrker og værdier lever stolt videre. Hun efterlader sig tre voksne børn - Anders, Malene og Pernille - et barnebarn, Barnabas, og sin mand Bernhard, som trofast stod ved hendes side til det sidste. De kunne have fejret guldbryllup i år.

Lizzi døde på Anker Fjord Hospice, som hun selv havde været med til at skabe rammerne for, og som hun selv var med til at indvie. Stedet og det enestående personale dannede en harmonisk ramme for Lizzis sidste dage. Hun havde regnet med, at hun skulle have mange år endnu, og selv da det var allerhårdest, troede hun på, at hun ville overleve.

Hun var ikke bange, og hun døde med en overbevisning om, at hun havde haft et godt liv.

Hun vil blive savnet af de mange. der holdt af hende.

Ordet er dit