Tip os

Mindeord om Jenny M. Vestergård

09. januar 2017, 10.51

Mindeord

Familien har sendt mindeord om Jenny M. Vestergård, Toftebo i Hammerum, der er død i en alder af 86 år:

Hendes liv begyndte 17. marts 1929 på en ejendom i Frederiks, og hun var datter af Marius og Ane Bangshåb.

Her voksede hun op med sine halvsøskende og halvbrødre. Da hun var 12 år, døde hendes mor. Som 14-årig kom hun ud at tjene som ung pige i huset og medhjælper i butikken i den lokale brugs i Frederiks.

Nogle år senere kom hun ud at tjene som pige i huset hos Otto Vestergård, som havde en ejendom i Nr. Kollund. Efter en tid drog hun til Haslev og havde et ophold på højskolen dér, men hun kom tilbage til Otto Vestergård i Kollund som pige i huset.

Det endte med et bryllup, og derefter var det både ude og inde, der skulle gives en hjælpende hånd.

I nogle år syede hun masser af nissetøj til dukker. Stoffet var skåret ud og blev leveret eller hentet. Så syede Jenny det sammen, og familien hjalp med at vende tøjet og pakke, så det var klar til salg.

Cyklede på arbejde

I mellemtiden var der jo også kommet et par børn, Mette og Knud.

I begyndelsen af 1970'erne fik hun så mulighed for at blive syerske på det gamle mejeri i Kollund. Her var det sportstøj til idrætsfolk og foreninger, hun syede. Der var vel 8-10 syersker. Hun gik ikke af vejen for at være den flittigste, men det kunne hun lide. Hun cyklede på arbejde, da hun aldrig havde taget kørekort på grund af epilepsi, men om vinteren var hun glad, når Otto kørte hende til og fra arbejde til punktlig tid.

Ud over arbejdet blev der også tid til børnebørnene Randi og Pia, som kunne komme på wekendbesøg hos »Gar og Bedste«. Bedstefar er et svært ord, når man begynder at snakke. Det bedste var, når Bedste havde syet noget nyt tøj i fine farver.

Hus i Herning

På et tidspunkt bliver de enige om at sælge gården i Kollund og flytte til Fynsgade 18 i Herning. Datteren Mette havde huset, og hun skulle giftes og flytte til Skanderborg, så det var meget passende at købe hendes hus.

Her fortsatte Jenny som hjemmesyerske på mejeriet i Kollund - virksomheden hed »Anero Sport« - men en iskiasnerve drillede så meget, at hun måtte opgive at sy. Hun fik derefter førtidspension.

Datter af en gartner

I mange år rejste Otto og Jenny Europa tyndt på dejlige fortjente ferier og højskoleophold. Her fik de også nye venner, som de havde glæde af, da mange blandt venner og familie var gået bort på grund af alder.

I Herning var Jennys have altid velfriseret og fyldt af blomster.

- Jeg er jo datter af en gartner, sagde hun altid og smilede.

Den kristne del

Ligeledes var der i hele deres liv altid tid til at gå i kirke, til møder i missionshus - ja, i det hele taget give meget tid til den kristne del af livet. De var aldrig i tvivl om, at Jesus er deres frelser.

Da Otto døde som næsten 102-årig, blev der et kæmpestort hul i Jennys tilværelse. Den begyndende demens tog mere fart, og efter få år måtte hun på plejehjem. Det blev Toftebo i Hammerum, men de oplevelser, sanser og ord, som var i nuet, forsvandt i en tåge, og Jennys ungdom og barndom blev klarere og klarere i hendes tanker.

Jenny døde 3. januar 2017 og blev 86 år.

Ordet er dit