Tip os
Hans Peter Pedersen med den velkendte kasket. Privatfoto

Mindeord om Hans Peter Pedersen, Fasterholt: Farvel til manden bag Peters Traktorbøger

16. juni 2017, 14.57

Mindeord

Følgende mindeord om Hans Peter Pedersen, Fasterholt, er fra Tina Malling og Jens Kamstrup samt familien Thisgaard. Hans Peter Pedersen er død i en alder af 68 år.

Lørdag 6. maj gik tiden i stå, da vi fik et opkald om, at vor svoger og vor gode ven, Hans Peter Pedersen, stille var sovet ind. Peter var efter en hyggelig aften gået i seng og vågnede desværre aldrig op igen.

Peter var en stille og rolig mand, men selvom han ikke gjorde meget væsen af sig, var han et kendt ansigt og meget vellidt blandt mange. Og det med god grund. Peter var en mand, man kunne stole på. Han gjorde utroligt meget for lokalsamfundet, blandt andet ved at hjælpe til på kirkegården, sponsorere små lokale sportsklubber, hjælpe med plantning af træer og med at trykke plakater og festsange til diverse arrangementer. Han var arbejdsom og grundig, og man kunne være sikker på, at han gik ind til enhver opgave med omhyggelighed og perfektion. Hvis man gik til Peter for at få hjælp, gik man aldrig forgæves.

Den røde kasket

Peter var ikke alene kendt for sit store virke på Fasterholt Maskinfabrik, men også for sit lille trykkeri på hjemmeadressen i Fasterholt, hvor han blandt andet trykkede »Peters Traktorbøger«. Det var hans passion, og den røde kasket med teksten »Peters Traktorbøger« var i mange mange år en fast del af hans beklædning.

Det lille trykkeri udviklede sig til at blive en stor forretning for Peter, og i dag udgør »Peters traktorbøger« Europas største samling af service-litteratur inden for traktorer og landbrugsmaskiner, som Peter har produceret siden 1990. Han gik op i det med liv og sjæl, og han elskede at arbejde på sit kontor.

Da han altid har været en perfektionistisk person, var det en selvfølge, at han havde styr på tingene ned til mindste detalje. Og han fik tingene ordnet - alle hans ordrer blev ekspederet lige så hurtigt, som de kom ind i indbakken.

Tid med familien

Man kunne tydeligt mærke på Peter, at han var tilfreds og stolt over, hvad han havde opnået. Og da »Peters Traktorbøger« var blevet hans hjertebarn, var der også allerede styr på generationsskiftet, idet hans svoger, Jens, efter planen skulle tage over - dog først om seks år. Men som Peter ofte sagde, så »er der jo ingen der ved, hvor længe vi er her«, og det fik han desværre ret i.

Selvom Peter nød at bruge tid alene på sit kontor, herskede der ingen tvivl om, at han også nød at tilbringe tid med sin familie. Han og hans hustru, Jonna, gik ofte ture rundt i byen og deltog også i Fodslaws ture. Desuden var hele familiens børn ofte på besøg og ferierede hos dem. Peter elskede disse besøg, og det blev gengældt fra børnenes side. Også for Jonnas familie har Peter haft stor betydning. Han mødte Jonna i en ung alder og har derfor været en stor del af familien i mange år. Han blev nærmest betragtet som en storebror, som man vidste, man altid kunne regne med.

Alt blev systematiseret

Jonna og Peter flyttede fra Skagen til Fasterholt i 1972, da Peter havde fået job på Fasterholt Maskinfabrik. Et job, han mere eller mindre viede sit liv til. Han arbejdede først i produktionen, men blev efter kort tid flyttet ind på lageret som lagerchef, da det var her, hans interesse lå. Han fik styr på lagerets mange forskellige varer og fik alting systematiseret, hvilket var noget, han virkelig brændte for. Det var ligeledes Peter, som allerede i 1978 tog en beslutning om, at der skulle laves kataloger på virksomhedens produkter. Noget som dengang var helt usædvanligt, men som der i dag er lovkrav om.

Kendte alle landmænd

Én af Peters helt store styrker i jobbet som lagerchef på Fasterholt Maskinfabrik var, at Peter kendte så at sige alle landmænd i miles omkreds. Han vidste, hvor de boede, og hvilke maskiner de havde. Derfor kunne han lynhurtigt hjælpe de kunder, der enten ringede eller kom ind ad døren, hvilket naturligvis var til stor glæde for landmændene.

Gennem de mere end 40 års ansættelse fik han et nært - ja nærmest familiært - forhold til familien Thisgaard, som ejer maskinfabrikken. Efter at Peter gik på pension, bestod det tætte bånd mellem Peter og Thisgaard-familien. I flere år efter at han egentlig var gået på pension, kom han forbi fabrikken, hvor han hjalp til på lageret, når der var travlt, og produktkatalogerne lavede han helt frem til sin død.

Han var en stabil og vellidt medarbejder og kollega, som altid vil blive husket for sit store engagement for Fasterholt Maskinfabrik A/S.

Peter efterlader et stort tomrum, og han vil blive savnet blandt både familie og venner. Ikke mindst hos Jonna, Hanna og Thomas. Han vil blive savnet for sit nærvær og sin optimistiske måde at være på samt for sine kvikke bemærkninger, når man mødtes med ham over en kop kaffe.

Vi vil se tilbage og mindes den godhjertede og hyggelige svoger og ven, som han var. Og han vil blive savnet for alt det, han gav, uden han selv var klar over det.

Æret være Peters minde.

Ordet er dit