Tip os

Mindeord fra familien om Mads Christian Vestergaard: Han komponerede sin egen vals

13. september 2017, 07.55

Mindeord

Familien har indsendt mindeord om Mads Christian Vestergaard, Karstoft, der er død i en alder af 90 år.

Lørdag 26. august sov vores far, svigerfar og bedstefar ind i hjemmet i Karstoft.

Et langt og dejligt liv er slut!

Mads Christian Vestergaard blev født 5. april 1927 på gården »Mølager« i Døvling. Han var den ældste søn i en børneflok af seks. I en alder af 10 år mistede han sin far, og familien måtte stå sammen i sorgen og opgaven med - sammen med moderen - at drive landbruget.

Netop sammenhold og familie fyldte meget i hans bevidsthed i årene fremover.

I en alder af 15 år var han mere eller mindre ansvarlig for driften af gården, og det blev kun afbrudt af ophold på landbrugsskole i Hammerum, værnepligt i Haderslev og et ophold i Norge.

I 1954 mødte han Esther, som skulle blive hans livsledsagerske de næste 63 år. Et langt og lykkeligt ægteskab, som bar præg af kærlighed og omsorg.

Sammen drev de gården indtil 1989, da sønnen Michael overtog køerne samt driften af jorden. I 1997 blev »Mølager« overtaget af deres yngste søn, og de flyttede til Karstoft.

Heste og musik

Mads bestred en række tillidsposter såsom bestyrelsesposter i kontrolforening, mejeri og i en lang årrække i menighedsrådet - de sidste 19 år som formand. I sine unge år var han en aktiv fodboldspiller i den lokale idrætsforening, men han havde også mange andre interesser.

Hans liv var præget af kærligheden til heste, hvor han i en årrække fremavlede knabstruppere.

Musik spillede også en stor rolle i hans liv. Det var noget, han havde med sig helt fra barndommen. Han spillede på klaver og violin, men harmonika var hans favorit-instrument. Mange har nydt musikken fra hans hånd, og han spillede til folkedans i en række foreninger. Han komponerede sin egen vals, som efter hans ønske blev spillet til hans begravelse.

Ude at se på høsten

Han var præget af et lyst sind og et positivt livssyn. En dejlig far, svigerfar og bedstefar. Han var et udpræget familiemenneske, som nød at følge sine børn og børnebørns liv.

Han nød især at kunne få et spil kort med sine børnebørn, når lejligheden bød sig.

En årrække med diabetes resulterede i, at han i november 2016 fik amputeret sit venstre ben. Dette begrænsede naturligvis hans mobilitet, men han kom stadig rundt og besøgte sin familie.

Så sent som fire dage før sin død var han ude for at se, hvorledes de to ældste sønner klarede høsten.

Kroppen kunne desværre ikke mere, og lørdag morgen sov han stille og trygt ind i sit eget hjem.

Han efterlader sig hustru, fire børn og otte børnebørn.

Ære være hans minde.

Fra børn, svigerbørn og børnebørn

Ordet er dit