Tip os
  • 1/: Efter et stort regnskyl elsker børnene at lege i de store vandpytter. ?Privatfoto
  • 1/: Den lokale cykelhandler. ?Privatfoto
  • 1/: Endeless laver mandazi - donuts - i kogende olie over bål. ?Privatfoto
  • 1/: Kvinderne samles ofte i store grupper og griner og har det sjovt. ?Privatfoto
  • 1/: Stine Rinder leger en masse med børnene. De laver deres eget legetøj og bolde ud af skrald, som de finder på jorden. ?Privatfoto
  • 1/: Her laver Stine Rinder og hendes malawiske mor meget mad sammen. ?? Privatfoto
  • 1/: Stine Rinders hus. ?Privatfoto
  • 1/: Martha, Stine Rinders malawiske mor, plukker en høne. ?Privatfoto
  • 1/: Najele, Stine Rinders malawiske farmor. ?Privatfoto
  • 1/: Stine Rinder laver nationalretten nsima med sin malawiske mor, Martha. ?Privatfoto

Malawis seje kvinder

Kønsrollerne er skarpt opdelte i Nyanthana i Malawi - og kvinderne laver det meste, fortæller Stine Rinder fra Gjellerup. Hun er fuld af beundring for de malawiske kvinder
12. februar 2017, 10.58

I to uger har jeg nu boet i landsbyen Nyanthana i den sydlige del af Malawi.

Her har jeg mødt de mest fantastiske mennesker, og især kvinderne er utroligt beundringsværdige.

I min landsby har de fleste kvinder kun færdiggjort grundskolen, enten fordi forældrene ikke har råd til at lade dem fortsætte, eller fordi de bliver gift i en ung alder.

I Malawi er det almindeligt for en kvinde at blive gift, når hun er mellem 13 og 15 år, hvorimod manden er omkring 20 år. Aldersforskellen skyldes, at kvinden skal respektere sin mand.

Når de bliver gift, betaler manden en sum penge til kvindens forældre.

I manges øjne kan det virke nedværdigende, men i Malawi er beløbet en tak til forældrene for at have passet godt på deres datter.


Ingen klager

Når kvinderne bliver gift, er det dem, der klarer det meste af arbejdet både i marken og i hjemmet. De vasker op, henter vand, laver mad, gør rent, handler ind på markedet og passer børnene.

Allerede som børn bliver pigerne opdraget til at passe deres søskende og hjælpe til i hjemmet, når de ikke er i skole.

Kvinderne har dermed en stor arbejdsbyrde, og alligevel har jeg endnu ikke hørt en eneste af dem klage eller bede deres mand om hjælp. I stedet udviser de en utrolig selvstændighed og styrke.

En af disse kvinder er Martha, min malawiske mor. Hun er 30 år og gift med Symon, som hun har to sønner sammen med.

Hun gennemførte ikke grundskolen, men passede sine fire yngre søskende og hjalp til med at passe hjemmet.

I dag ordner Martha stadig alt herhjemme, ligesom hun arbejder i marken og passer sine to børn.

En dag på vej til markedet styrtede hun på sin cykel og skadede sin fod og ankel. Men det slog ikke Martha ud og i stedet for at spørge sin mand om hjælp, klarede hun fortsat det hele selv.

Jeg hørte heller ikke hendes mand tilbyde sin hjælp en eneste gang, for de er begge vokset op i et samfund med klare kønsroller. Det betyder, at Symons arbejde består i at være i marken, ligesom han sammen med sønnerne passer deres ni geder. Men på trods af kønsroller og manglende hjælp i hjemmet er Symon en fantastisk mand, der elsker sin kone meget højt. Det kommer særligt til udtryk, når de sidder sammen som to nyforelskede teenagere på en sivmåtte under deres store træ i baghaven, mens de griner og laver sjov med hinanden.


Kommende høvding

Selvom Martha tager sig af hjemmet, er hun fyldt med overskud, og hun synger både i kirkekoret og er frivillig i »Lead Farmer«, hvor hun underviser andre landmænd i at drive landbrug.

Derudover bruger hun meget tid sammen med folk i landsbyen samt leger og spiller fodbold med børnene, og hun nyder det virkelig. Når Martha bliver ældre, skal hun være høvding i landsbyen efter sin far.

Det betyder, at hun bliver landsbyens overhoved og tillidsmand. Derudover bliver hun den, der skal forsøge at løse konflikter mellem folk i landsbyen sammen med fire andre rådsmænd. Martha er den helt rette til dette, for hun rummer en stor styrke og hjertevarme, og hun er utrolig vellidt i landsbyen.

Najele, min malawiske farmor, er ligeledes en utrolig stærk og ikke mindst selvstændig kvinde.

Hun er 77 år og er en livsglad kvinde fyldt med energi, højt humør og hjertevarme.

Hun har boet i min landsby Nyanthana, siden hun blev gift som 15-årig. Hendes mand døde alt for tidligt, og derfor måtte Najele selv opfostre og forsørge deres fem børn.


Uundværlige kvinder

Najele tjente penge ved at sælge sine overskydende afgrøder fra marken og ved at tage forskellige sidejobs, fordi hun ville give sine børn de bedste muligheder for et godt liv.

Hendes største ønske var at sende sine børn i skole, og gennem hårdt arbejde lykkedes det heldigvis for hende.

Jeg beundrer hende virkelig og synes, at hun er så sej.

Forleden dag snakkede min værtsfar Symon og jeg om kvinderne i landsbyen. Han fortalte mig, at mændene helt bestemt er i stand til at klare sig uden hjælp fra dem.

Efter to uger i Malawi er det dog min klare opfattelse, at kvinderne er fuldstændige uundværlige, for de er en kæmpe stor del af, at hverdagen hernede løber rundt.

Jeg har stor respekt for disse kvinder og synes, at de er utrolig inspirerende.







Ordet er dit