Tip os
  • 1/: Cuba er et sammensurium af musik, livsglæde, afslappethed, cigarer og et socialistisk samfund i opbrud.
  • 1/: Cigardamerne kan deres håndværk og er fantastiske at skue.
  • 1/: Snup en cykeltaxi rundt i Havanas gamle gader - det er ren nostalgi.
  • 1/: Fidel Castro beordrede i 1961 en kæmpe klippevæg malet med forhistoriske motiver - Mural de la Prehistoria.

Læserklubben: Festlige og farverige Cuba

12 dages rundrejse til et fascinerende land med en anderledes historie og en yderst charmerende befolkning. Rejs i perioden 15. til 26. maj
18. december 2016, 11.01

Cuba er i forandring, og Fidel Castros nylige død gør måske denne proces endnu hurtigere?

Landet har i mange år været temmelig isoleret, og selvom styret har løsnet grebet en smule, giver Cuba stadig indtryk af en svunden tid med gamle bygninger og amerikaner­biler fra 1950érne.

Trods det allesteds nærværende politiske opbrud i en af de sidste socialistiske bastioner mærker man tydeligt en stor gæstfrihed, livsglæde og national stolthed. Økonomien er stram, men landet er alligevel et foregangsland på blandt andet sundheds, uddannelses- og kulturområdet.

Kulturen er siden revolutionen vægtet højt med den verdensberømte cubanske musik og ballet som fyrtårne. Det er ikke tilfældigt, at Asger Jorn har tilegnet et af sine største værker til det cubanske folk, at Ernest Hemingway donerede sin Nobelpris til samme, og at der midt i Havana står en buste af H.C Andersen.

Et kært besøg

En rundrejse i Cuba gør det nærmest umuligt ikke at komme til at holde af dette farverige sammensurium af musik, rom, havanesere, nationalhelte, historie og smukke cubanitas.

Alt dette og meget mere kan deltagerne på denne læserrejse glæde sig til både at se og høre mere om i selskab med en dygtig dansk rejseleder fra rejsebureauet OurWorld, som er teknisk arrangør.

Deltagerne mødes med rejselederen i Billund Lufthavn, hvorfra der er afgang klokken seks mandag 15. maj. Med flyskifte i Amsterdam flyves der med KLM til Havana med ankomst lokal tid klokken 14.45.

Transfer til det hotel i Havana, hvor vi skal tilbringe de næste to nætter. Første middag er på hotellet.

Fordums pragt

Havana var engang juvelen i den spanske krone, og byen funkler stadig på afstand. Her smelter romantik og nostalgi sammen med historien, og det er først ved nærmere eftersyn, at man opdager, at den før så prægtige by, er blevet lidt falleret. Men den gamle bydel, La Habana Vieja, som er fra kolonitiden, er i gang med en større renovering og kommet på UNESCO's verdensarvliste.

For at få hele stemningen med tager vi på opdagelse både til fods og senere i bus, når vi skal opleve den moderne del af storbyen.

Sidst på eftermiddagen skal vi ud og prøve de gamle amerikanerbiler, der er så velkendte for Cuba. Også en tur på Rom-museet bliver der tid til, inden vi om aftenen kører til Hotel Nazional, hvor vi spiser middag, mens vi underholdes af et forrygende show på det berømte »Parisien Cabaret«.

Tobaks- og kaffeindustrien

Så vidt forskellig fra storbyen er provinsen, som vi kører ud i onsdag. Nogle vil påstå, at vi først oplever det virkelig Cuba, når vi møder Pinar del Rio, centrum for den gamle tobaksindustri. Undervejs skal vi besøge Las Terrazas i Sierra del Rosario med de dekorative hvide huse og tilhørende fine haver. Her hører vi lidt om kaffedyrkningen, der begyndte i regionen i det 19. århundrede.

Efterfølgende går turen til Soroa, der byder på smukke botaniske haver, uspoleret og fantastisk natur med vandfald og meget andet.

Vinãles-dalen er UNESCO-fredet og usandsynlig smuk. Her nyder vi blandt meget andet en bådtur til The Indian Cave, indianergrotten, der blev genopdaget i 1920 og er en spændende turistattraktion.

Et besøg på en tobaksplantage skal man unde sig selv. I de brune palmehytter får man et godt indtryk af den lange fremstillingsproces, som de saftiggrønne tobaksblade gennemgår, før de ender som berømte cigarer.

Fredag kører vi tværs over øen til Cienfuegos, der ligger i et område med store sukkerrørsmarker. Byen er vanvittig charmerende, grundlagt af franske immigranter fra USA. Arkitekturen og de brede boulevarder fortæller historier fra en svunden tid.

Vidnesbyrd fra kolonitiden

Lørdag går turen videre til Trinidad, Cubas tredjestørste by og utrolig hyggelig.

Byen er et enestående vidnesbyrd fra kolonitiden med røde tegltage, pastelfarverede facader, smedejerngitre og brostensbelagte gader.

Sukkerproduktionen skabte enorme rigdomme, der blev omsat til palæer og andre arkitektoniske perler.

Vi udforsker den spændende by og indvies i nogle af de fantastiske tilknyttede historier.

Sightseeingen involverer også området omkring den tidligere sukkermagnat Manacas Iznagas ejendom - et imponerende foretagende.

Søndag går turen videre over sletterne til Santa Clara, der spillede en vigtig rolle under revolutionen.

Vi besøger Monumento Ernesto Che Guevara, et mausoleum og museum dedikeret til nationalheltens liv og »Slaget ved Santa Clara«.

Driverliv ved stranden

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Varadero til skønne strande med kridhvidt sand og krystalklart vand. Her kan du sole og slappe af de næste par dage, mens du nyder godt af hotellets »All Inclusive« koncept.

Skal daseriet kombineres med lidt kultur, står rejselederen gerne til rådighed med tips og forslag.

Onsdag kører vi tilbage til Havana, hvor du kan vælge at følges med rejselederen rundt på eventyr eller at opleve byen på egen hånd. Nogle af de områder, som rejselederen vil besøge, har vi set før, men denne gang får vi mulighed for at dvæle ved nogle af dem.

Om aftenen spiser vi middag på Café Taberna, der er en atmosfærefyldt og livlig restaurant, som er dedikeret til den ærede cubanske sanger Beny Móre. En sjov og festlig måde at tage afsked med Cuba.

Torsdag er formiddagen fri, indtil vi over middag afhentes på hotellet og kører mod lufthavnen. Vi flyver retur med KLM samme vej, som vi kom hertil og forventer at lande i Billund fredag 26. maj klokken 10.35.

Inkluderet i prisen

Prisen for denne 12-dages rundrejse er for avisens abonnenter 18.995 kroner per person i dobbeltværelse. Ikke-abonnenter betaler tilsvarende 19.395 kroner. Eneværelsestillæg på 2380 kroner.

I prisen er inkluderet:

Informationsmøde i god tid inden afrejsen

Flyrejse med KLM fra Billund t/r

Brændstoftillæg, lufthavnsskatter og afgifter per november 2016

Forplejning ombord

Overnatning på gode hoteller (cubansk standard)

Morgen- og aftensmad alle dage på rundrejsen

Stort udflugtsprogram inklusive transporter

»All Inclusive« på badeferien

Entréer

Dansk ekspertrejseleder

OurWorld er behjælpelige med ansøgning om visum. Dette koster 300 kroner.

Se det fulde program med dagsbeskrivelser på www.læserklubben.dk

Ordet er dit