Tip os
  • 1/: Dyrelivet i nationalpark Thy er også et kapitel for sig. Det er her, de første ulve blev fundet for et par år siden.
  • 1/: Vorupør er et autentisk lille fiskerleje der samtidig er blevet et lidt moderne ferieområde for såvel vandsportsudøvere som familier.
  • 1/: Bulbjerg er Jyllands eneste klippe og fuglefjeldet er en knude af limsten, der rejser sig 47 meter over havet.

Læserklubben besøger Thy, der er både blid og barsk

Spændende og varieret dagstur, 10. oktober, til Thy med besøg langs vesterhavskysten, i Hanstholm med det store befæstningsanlæg fra Anden Verdenskrig og i testcentret for verdens største vindmøllerAf Lone Henningsenlgh@herningfolkeblad.dk
10. september 2017, 07.01

Læserklubben byder hjertelig velkommen til et område i Danmark med mange ekstraordinære oplevelser. Thy har noget af Danmarks smukkeste, mest varierede og unikke natur. Vi får fine oplevelser langs Vesterhavskysten med for eksempel Danmarks eneste fuglefjeld og de små hyggelige fiskerlejer. Modstykket finder vi i Hanstholm, hvor vi skal se både Danmarks største fiskerihavn og Noreuropas største befæstningsanlæg fra Anden Verdenskrig.

Den milde Limfjordskyst skal vi også nyde med blandt andet de smukke landskaber ved Doverodde.

Dagens sidste programpunkt foregår i skoven ved Østerild, hvor fremtidens megamøller testes.

Duft af fisk og fortid

Med Skave Turistfart lægger vi ud fra morgenstunden af, tirsdag 10. oktober, hvor bussen samler op i Silkeborg, Ikast og Herning mellem klokken 06.50 og 07.50 (nøjagtige tider angives senere). Med kurs nordpå, passerer vi Limfjorden via Oddesundbroen og kører til Doverodde. Undervejs serveres der kaffe og rundstykker.

Doverodde er et af de mange små udskibningssteder, ladepladser, som Limfjorden tidligere var så rig på. Ved havnen ligger flere velbevarede fiskerboliger og bebyggelsen har stadig en duft af fortiden med den store købmandsgård, som i dag rummer udstillinger om livet dengang.

Vi fortsætter til Vestervig Kirke, Danmarks eneste klosterkirke, der ligger ensomt og majestætisk i landskabet. Kirken er opført i perioden 1075-1125, ombygget i 1450-1500 og er ved seneste restaurering fra i begyndelsen af år 1900 delvist ført tilbage til sin oprindelige skikkelse.

Specielle klitlandskab

Turen går videre til Vorupør, der er blevet et populært ferieområde med et forholdsvist nybygget havbad. Det er også her, vi møder naturen i Nationalpark Thy med vand, strand og klitter. Heder og øde varierede landskaber med skove og rene søer samt sjældne dyr og planter. Det var i nationalparken, man fandt den første ulv for et par år siden.

Vinden ude fra havet kan være temmelig kraftig i dette hjørne af Danmark, og har været det gennem årtusinder. Det har betydet lange perioder med sandfygning, som har skabt markante klitter og våde lavninger og et utal af søer, der til sammen er blevet til det helt specielle klit-hede-landskab, der findes langs vestkysten i Thy. Et landskab og et naturindhold, der er ganske unikt og som derfor blev udnævnt til nationalpark i 2008.

Videre går det til Hanstholm, som gennem tiden har udviklet sig og efter havnens indvielse i 1967 er en af Nordeuropas førende fiskehavne.

Vi nyder frokosten på Hanstholm Madbar med en storslået udsigt over naturen og Vesterhavet.

Herefter besøger vi Hanstholm-fæstningen, som tyskerne lod opføre som en del af Atlantvolden. Anlægget blev efter krigen delvis afmonteret og henlå i mange år forsømt og forfaldt delvist. Her er nu indrettet et Museumscenter, hvor der blandt andet vises film om soldaternes liv i fæstningen.

De enorme vindmøller

Så fortsættes til Testcenter Østerild, hvor Danmarks største testcenter for store vindmøller ligger og en ret så fascinerende oplevelse er i vente. Testcentret er fra 2012, og danske såvel som udenlandske vindmøllefabrikanter samt DTU afprøver i Østerild fremtidens megamøller, og vi kommer helt tæt på verdens største vindmøller. Rundvisning her både inde og ude i cirka halvanden time.

Sidst på eftermiddagen kører vi hjemad via Aggersundbroen, der blev indviet i 1942. Undervejs nydes de medbragte sandwich.

Forventet hjemkomst ved 20-tiden.

Prisen for denne spændende dagstur er 745 kroner for avisens abonnenter. Ikke-abonnenter kan deltage for 795 kroner.

Foruden det nævnte program er inkluderet morgenkaffe med rundstykker, frokost samt aftensandwich.

Turleder er med hele vejen.

Tilmelding til Læserklubben.

Ordet er dit