Tip os
  • 1/: En dejlig udflugt i naturen kan netop nu kombineres med hybenplukning, så tag en kurv med. ?
    Foto: Søren Olsen
  • 1/: De modne hyben kan bruges til mange ting, lige fra syltetøj og marmelade til saft og slik.
    Foto: Søren Olsen
  • 1/: Hybenbusk med både blomster og frugter.
    Foto: Søren Olsen
  • 1/: Det er et pillearbejde at fjerne frøene fra hyben, men resultatet kan blive en dejlig marmelade.
    Foto: Søren Olsen

Lokkende hyben

Der er masser af vitaminer i den invasive hybenroses frugter
12. august 2017, 19.00

Hybenbuske findes mange steder i Danmark, men måske især langs kysterne på magre jorder, i haver og i sommerhusområder, hvor de giver læ. Både blomsterblade og frugter er utroligt sunde og meget anvendelige i madlavningen. De smukke, kødfulde hyben er sprængfyldte med vitaminer og mineraler, og så smager de oven i købet godt.

Men hybenrosen, som rettelig hedder rynket rose, er en ikke-dansk plante, der i dag af mange betragtes som invasiv, altså en plante, der er skadelig for dansk natur og som bare skal udryddes. Staten, kommunerne og grundejerforeninger har gennem årene brugt mange penge på at bekæmpe og begrænse udbredelsen af rynket rose. Miljøstyrelsen har desuden fremlagt et lovforslag, der giver miljø- og fødevareministeren mulighed for at forbyde salg af rynket rose på landets planteskoler. Forbuddet kan træde i kraft fra næste år, og det synes erhvervsorganisationen Dansk Gartneri er lidt forhastet.

- Et forbud mod salg af rynket rose vil betyde, at vores medlemmer vil lide et økonomisk tab, så vi håber på en overgangsordning, eller at der ydes fuld erstatning til de berørte planteskoler. Vi vil også gerne fortsat kunne sælge sorter af rynket rose, der er sterile, eller som ikke sætter rodskud. Den smukke plante er meget eftertragtet og populær, siger seniorkonsulent Bjarne Pugholm Johansen fra Dansk Gartneri.

Hårdfør plante

Men uanset hvilken holdning, man har til dens tilstedeværelse i naturen, så skal man endelig plukke løs, for der er masser af dem. De smukke pink og eller hvide blomsterblade kan lægges i en skål med vand, hvor de spreder en dejlig duft. De kan også bruges i salater, spises sammen med kartofler, puttes i kager eller kandiseres. Man kan sylte de friske hyben med det samme, men de kan også fryses ned til senere brug. Skallerne kan bruges til syltetøj, marmelade eller gelé. De kan også spises rå, men så skal den yderste, tynde hinde pilles af. Mange bruger hyben til marmelade, men de kan faktisk også anvendes til mange andre ting. De minder om peberfrugter og kan bruges i de samme retter som eksempelvis oven på pizza, i bolognese og i lasagne.

Det er også let at tørre hyben, eventuelt efter at de er blevet renset for frø. Man kan tørre dem i solen, i ovnen eller over en radiator. Dog bør temperaturen ikke overstige 50 grader. Efter tørringen kan de holde sig næsten lige så længe, det skal være, og kan så tages frem efter behov. De kan bruges til te, mos, creme eller suppe. Varm hybensuppe er bare sagen på en kold vinterdag - måske med en klat flødeskum!

Den store udfordring med hyben er, at de skal renses for frø, da det kun er skallerne, man skal bruge. Det er noget af et pillearbejde at få fjernet de mange frø i hyben, men her er en let metode: Hæld hyben i en beholder, fyld den med vand og brug stavblenderen. Hybenkødet synker nu til bunds, mens frøene flyder op til overfladen, hvor de kan fjernes med en ske.

Hybenrosens frugter bliver modne i august-september. Planten er hårdfør og nøjsom, sætter rodskud og breder sig hurtigt. Busken kan blive op til to meter høj og mindst lige så bred. Den stammer oprindeligt fra Korea, Kina og Japan, hvor den især vokser ved kysterne. I 1845 fandtes den i Forsthaven i Charlottenlund i Nordsjælland, men især fra 1930'erne og frem til 1980'erne er den blevet meget udbredt i sommerhusområder og i offentlige anlæg.

Ordet er dit