Tip os
Forkælelse af familien og lidt til opsparingen. Sådan vil en kvinde fra Sunds bruge de 1.000.000 kroner, hun har vundet i Landbrugslotteriet.
Foto: Nils Lund

Kvinde fra Sunds vinder en million kroner

Kvinde fra Sunds har i to år spillet på samme nummer i Landbrugslotteriet. I denne uge gav det gevinst
27. juli 2017, 15.16

sunds I to år har en kvinde fra Sunds haft et nummer i Landbrugslotteriet.

Troligt har hun fornyet lodsedlen hvert halve år i Sunds Kiosk på hovedgaden i Sunds.

Forleden kom kvinden ind i kiosken og så helt anderledes ud i hovedet. Kvinden, der ønsker at være anonym, var blevet ringet op af Landbrugslotteriet, mens hun kørte i sin bil. Beskeden var, at hun var den heldige vinder af en million skattefri kroner.

Troede ikke på gevinst

- Hun troede ikke på det, så hun kørte herind til kiosken for at høre, om det nu kunne passe. Hun blev meget overrasket og glad, da vi kunne fortælle, at det er hende, der er vinderen, fortæller Jens Rasmussen hos Sunds Kiosk.

Sunds Kiosk forhandler flere typer spil, men det er første gang, at en af kioskens kunder har vundet så stor en gevinst.

Jens Rasmussen fortæller, at kvinden har været mere end heldig:

- Hun har kun haft det ene nummer i Landbrugslotteriet hele tiden, og det gav nu gevinst. Der er en trækning tilbage på hendes lod til september. Så vil hun helt sikkert forny det igen, siger Jens Rasmussen fra Sunds Kiosk.

Den anonyme vinder vil bruge gevinsten på at forkæle sin familie og lægge lidt til side til opsparingen, fortæller Landbrugslotteriet i en pressemeddelelse.

Den næste trækning blandt de 210.000 lodseddelnumre er til september. Der er hovedgevinsten på fire millioner kroner.

Ordet er dit