Tip os

Juleafslutning i Skibbild-Nøvling

05. december 2016, 15.39

SKIBBILD-NØVLING På torsdag 8. december er der sogneeftermiddag med juleafslutning i Skibbild-Nøvling Forsamlingshus, og eftermiddagens program lægger dermed op til julens komme.

Det er borgerforeningen og menighedsrådet i fællesskab, der har tilrettelagt programmet, som indledes med Luciaoptog fra Nøvlingskov Efterskole, hvorefter der er kaffebord med småkager og julegodter.

Efter kaffen kommer vikarierende sognepræst Jens Bisgaard med et indlæg, som han kalder »Et muntert causeri over julens traditioner, og hvordan det gode gamle ofte er ret nyt«. Johannes Jørgensen fra Council Center vil efter Jens Bisgaard også bidrage med et indlæg om den kommende højtid.

Traditionen tro bliver eftermiddagen afsluttet med smørrebrød, og på dagen synges selvfølgelig også de gamle julesalmer, så alle gerne skulle gå hjem i den rigtige stemning. Arrangørerne gør opmærksom på, at eftermiddagen er af lidt længere varighed end de sædvanlige sogneeftermiddage.

Ordet er dit