Tip os
Jubilaren Frank Andersen arbejder nu på lageret hos Dagrofa Logistik. Kort efter 40-årsjubilæet går han på efterløn - så er det bedsteforældrenes tur til at holde ferie, siger han. Privatfoto

Jubilar hos Dagrofa Logistik: Aftale om en enkelt køretur blev til 40 års ansættelse

Han fik ønskejobbet inden for vognmandskørsel. Snart fejrer han 40-årsjubilæum hos Dagrofa Logistik
11. august 2017, 11.23

Jubilæum Frank Andersen, Fuglevænget 4, Timring, kan torsdag 7. september fejre 40-årsjubilæum hos Dagrofa Logistik i Herning.

Frank Andersen tiltrådte i september 1977 en stilling som chauffør og var dermed i lighed med sin far og alle sine brødre i gang med ønskejobbet inden for vognmandskørsel.

Oprindeligt blev Frank Andersen, som på daværende tidspunkt gik hjemme efter at have aftjent sin værnepligt, bedt om at køre bare en enkelt tur til Sønderborg af sin svoger, der var ansat i virksomheden. Men det blev til meget mere.

Efter at Frank Andersn havde kørt 10 år som chauffør, blev der en stilling som kørselsassistent ledig. Den søgte og fik han.

Ring venligst tilbage

Som kørselsassistent var Frank Andersen ansvarlig for planlægning af ture til virksomhedens tilknyttede kunder. Der skulle koordineres biler og mandskab, og til tider kunne det give lidt udfordringer, da det var tiden før mobiltelefonens indtog. Den eneste mulighed for at komme i kontakt med en chauffør, når der blev brug for at korrigere en rute, var at regne sig frem til den næste butik, der skulle anløbes, og dermed kontakte butikken for at få chaufføren til at ringe tilbage.

Jobbet som kørselsassistent havde Frank Andersen frem til april 2016, da virksomhedens kørselsafdeling blev solgt til en ekstern vognmand.

Stor loyalitet

Efter overdragelsen af egen distribution blev Frank Andersen overflyttet til lageret, og han har nu, sammen med to kolleger, ansvaret for at konsolidere paller klar til læsning. Desuden holder han øje med uoverensstemmelser mellem det faktiske antal paller og det teoretiske - han kontrollerer og tilretter, så der bliver færdigmeldt og faktureret korrekt.

I sine mange år i virksomheden har Frank Andersen til hver en tid udført de opgaver, der er blevet ham pålagt til virksomhedens fulde tilfredshed. Hans loyalitet over for virksomheden er og har altid været stor, og jubilaren har et jernhelbred - sygedage kendes stort set ikke, lyder skudsmålet fra ledelsen.

Fritiden bruges i det fri

I sin fritid er Frank Andersen ivrig jæger og bestyrelsesmedlem i Sandbæk Flugtskydning. Derudover fisker han meget både med stang, især ved Karup Å, og i de seneste år også med garn fra den nyanskaffede jolle, der ligger i Stauning Havn. Her fisker han fladfisk, dog kun når vejret er godt og ikke er for blæsende.

Ligesom Frank Andersen er en stabil medarbejder hos Dagrofa med sine 40 års ansættelse, har campinglivet også været præget af stabilitet. Det er kun blevet til camping to steder gennem alle årene. De første 13 år var det på Humlum Camping og derefter i nu snart 25 år på Hessellund Camping ved Karup.

På begge campingpladser har Frank Andersen sammen med sin hustru Lilli og til tider med børn og børnebørn tilbragt rigtig mange weekender.

Deres tur til at holde ferie

Når jubilaren forlader virksomheden ved udgangen af september for at gå på efterløn, skal campingvognen da også luftes. Den første tur går til Fyn, hvor børn og børnebørn bor, for som Frank Andersen siger med et glimt i øjet:

- Nu er det bedsteforældrenes tur til ferie.

Jubilæet markeres efter jubilarens eget ønske fredag 8. september med en uformel reception på firmaets adresse, Mørupvej 2.

I forbindelse med Frank Andersens 40-årsjubilæum og beslutning om at gå på efterløn tildeles han den kongelige belønningsmedalje, og den bliver overrakt 15. november.

Ordet er dit