Tip os
  • 1/: - Jeg tror altid, der er nogle, der vil misbruge jorden, fordi de kan blive rige og få anseelse, siger Jørgen Skouboe, der synes, at vi mangler respekt for naturen i den vestlige verden.
    Foto: Michael Drost-hansen
  • 1/: Nogle mænd bliver født til at gå den vej, hvor de gør, hvad samfundet kræver af dem i forhold til skole og arbejde, mener Jørgen Skouboe. - Men jeg måtte vælge en anden vej, og det gjorde jeg allerede som barn.
    Foto: Michael Drost-Hansen
  • 1/: Der er masser af mennesker, som er blevet inspireret af »Nak & Æd«-programmerne og skriver til Jørgen Skouboe og fortæller om deres egne ture. - Der er børn, der køber en frossen kylling i Føtex, tør den op, går ud i skoven og tænder et bål, steger den og drikker sodavand. Det er da fantastisk!
    Foto: Michael Drost-Hansen
  • 1/: For Jørgen Skouboe er haven i villakvarteret et sted, hvor man kan tømme hovedet. ?
    Foto: Michael Drost-Hansen
  • 1/: - Det er ikke fordi, jeg vil sætte mig selv på en piedestal. Jeg har bare altid haft det sådan, at jeg har tænkt mig selv som en lille brik, der triller rundt og får livet til at spille på en sjov måde. En lille brik, der skal være her i kort tid sammen med alt det andet, siger Jørgen Skouboe.
    Foto: Michael Drost-Hansen

Mad

Jørgen Skouboe fra »Nak & Æd«: Bare en lille brik

Det hører med til mit liv at høste af naturen, men vi kunne godt bruge noget mere ydmyghed over for den, siger Jørgen Skouboe, naturmanden fra »Nak & Æd«
17. juli 2017, 08.11

Natur Noget så enkelt som en pind. Han er kommet frem til, at den er billedet på, hvad naturen er for ham. Det er noget af det første, børn samler op, og hvis de får lov, skal den også med hjem.

- Alle børn vil gerne have en pind, og det har jeg 100 procent sikkert også villet. Have den pind med hjem. Hvis jeg ser tilbage på det, er pinden nok ikonet på naturen for mig, for det er den, jeg har holdt i hånden først, og det er den, jeg har arbejdet med indtil nu. Mine åleruser ..., siger Jørgen Skouboe og peger op i loftet, som de fint flettede ruser hænger ned fra:

- Mine kurve, mine huler. Det har været med pinde. Det er den, der har ført mig ind i det univers, der er naturen.

Vi sidder i havestuen i hans hus i Aarhus-forstaden Risskov. Haven har han selv givet mindre hældning. Det tog et efterår at flytte al jorden, fortæller han senere og ser egentlig glad ud ved tanken. Og selv om man måske kunne forvente, at naturmanden fra DR-programmet »Nak & Æd« ville være typen, der foretrak mere åbne vidder og længere afstand til naboerne, så er det at gå ud i haven om morgenen iført underhylere og give sig til at fjerne græsstrå og vorterod, der ikke må være der, og glæde sig over en viol, som godt må blive, faktisk en af de bedste måder for ham at tømme hovedet eller slå ventetid ihjel.

En snegl på vej'n

Det er naturen, der skal være centrum for vores snak, har vi aftalt. Han kalder selv sit eget forhold til den »ydmygt«.

- Det er ikke fordi, jeg vil sætte mig selv på en piedestal. Jeg har bare altid haft det sådan, at jeg har tænkt mig selv som en lille brik, der triller rundt og får livet til at spille på en sjov måde. En lille brik, der skal være her i kort tid sammen med alt det andet. Det synes jeg er spændende. Den naturforståelse, vi generelt har i hele Vesten ... Der er fandme langt igen, og jeg ved ikke, hvordan vi kommer tilbage til noget, der ligner respekt for naturen, respekt for jorden, siger han og konstaterer, at vi i flere hundrede år har gjort, hvad vi ville, uden at have fat i ydmygheden og opføre os bare lidt ordentligt.

- Mennesket vil jo have mere og mere. Kan vi komme til at tjene mange penge, så kan vi få nogle dejlige damer og sende vores børn godt i skole. Det er svært at pille ved. Jeg tror altid, der er nogle, der vil misbruge jorden, fordi de kan blive rige og få anseelse. Jeg vil sgu også gerne være rig, det er ikke det, men jeg vil godt have, at jeg, mens jeg er her, prøver at forstå, hvordan tingene hænger sammen, siger han og fortæller om, hvordan han et par dage tidligere var på vej til Horsens ad motorvejen, da han opdagede, at der sad en snegl på det højre sidespejl.

- Den sad fast, og den havde taget kroppen ud af huset, så den stod op i luften med blafrende følehornene. Jeg kørte 110 og tænkte: »Det er simpelthen bare synd for den snegl«. Den klamrede sig til livet, og den havde hængt på 10-12 kilometer. Jeg kunne ikke holde ind og sætte katastrofeblinket til, men jeg var tæt på en afkørsel. Jeg sad og holdt øje med den, og jeg blinkede af ... og så faldt den af. Hvorfor skulle den dø? Og hvorfor fanden har jeg det sådan med en snegl? Men jeg havde det faktisk sådan.

De basale behov

Alligevel går han på jagt, også efter dræbersneglene i sin have, og det kan virke lidt paradoksalt. Grydejæger har han kaldt sig selv, for han gør det for at spise det, han nedlægger - altså minus dræbersneglene.

- Hvorfor går jeg på jagt? Det er noget instinktivt, der fylder mere i mit hoved end i andres, som ikke gider gå på jagt. Jeg må ud og fange en fisk eller samle nogle urter og nogle svampe. Det hører med til mit liv at høste af naturen, at skaffe noget mad, og jeg bilder mig ind, at konen er glad, når jeg kommer hjem. Det siger hun i hvert fald.

I det hele taget har instinkterne fyldt meget i det, som han har lavet i sit liv, og det var lige, fra han var barn.

- Jeg har bare haft lyst til at beskæftige mig med de basale behov: At skaffe et våben - pinden er det første - lave en slangebøsse, lave en bue. Bygge en hule og få tag over hovedet.

Når hans bror sad juleaften og legede med sin nye traktor og grønthøster og var bange for, at han ikke kunne nå at høste, inden han skulle i seng, bad han ikke om hjælp.

For han vidste godt, at det ikke var en leg, Jørgen var inde i. Han sad i stedet med sine indianerfigurer og dyr i plastik, som siden blev til levende dyr. Guldfasaner, dværghøns, kaniner og duer.

- Min far havde givet mig lov til at have alle de høns og kaniner, jeg ville, hvis jeg selv byggede burene af genbrugstræ og rettede søm ud og brugte dem. At holde dyr er selvfølgelig også noget med at få mad. Alt det med at slå ihjel lærte jeg sent, men jeg havde lyst til at have dem, og når jeg havde dem, måtte jeg læse om dem. Guldfasanens unger skulle have myreæg, og så måtte jeg finde ud, hvordan jeg fik fat i dem. Da jeg stjal en lille allikeunge ovre i kirketårnet og skulle føde den op, måtte jeg til at læse Konrad Lorenz, der var professor i dyreadfærd, for at finde ud af, hvad den skulle have. Jeg kom til at vide noget om dyr og sammenhænge i en ganske tidlig alder, og der blev bygget mere og mere på.

Ingen færdige løsninger

Han fik også lov til at lege i skoven og byggede huler både under jorden, på jorden og i trætoppene. Det brugte han så meget tid på, at han en dag kom hjem med en karakterbog, hvor der stod, at hvis han skulle i realen, blev han nødt til at gå 5. klasse om.

»Sæt dig ud i den gule Rekord«, sagde hans far, og så kørte han uden yderligere snak sin søn de syv kilometer ind til Randers, stoppede bilen, bad ham rulle vinduet ned og fortælle, hvad han så. Jørgen Skouboe svarede, at han så nogle gamle huse med vasketøj foran. »Sådan kommer du til at bo, hvis du ikke passer skolen,« lød farens svar, og så kørte de hjem igen.

- Det var den eneste måde, han kommenterede det. Jeg gik 5. klasse om, og det hjalp ingenting. Jeg endte med aldrig nogensinde at få en eksamen eller en uddannelse i noget som helst, men alligevel har jeg fået en levevej med det, som jeg brændte for: Dyrene, håndværkene og interessen for selv at gøre ting med hænderne. Ikke noget med at købe færdige løsninger, men selv finde ud af, hvad hovedet kan finde på, og hvad mine hænder kan sammen med mit hoved. Og så prøve at lave noget sjovt.

Alaskas natur er den, som har gjort størst indtryk på ham. Der var simpelthen så meget af den, og kontrasten mellem bjergene og sletterne var fantastisk, fortæller han.

- Hvis man drømmer om at være i noget stort, kan man næsten ikke komme det tættere.

Et skilt med flasker

Men hvad er hans oplevelse egentlig af den danske natur, hvor man godt kan få fornemmelsen af, at der ikke er mange pletter, hvor Naturstyrelsen ikke allerede har bygget shelters til os, lavet stier og mountainbikespor og malet pletter på træerne, så vi ikke farer vild?

- Selvfølgelig er der natur i Danmark, men hvis vi taler natur i den forstand, at jeg kan tage ud og finde mig et jomfrueligt sted, som jeg selv har valgt, er vi jo helt på røven, siger han og fremhæver Sveriges allemandsret, som betyder, at man må slå lejr stort set hvor som helst.

- Jeg ville så gerne have, at de mennesker, som har meget jord - en mose, en skov - kunne lave et simpelt skilt ude ved vejen med to flasker på. Så kunne køre rundt med en kasse vin eller øl og dreje ned og spørge, om man kunne få lov til at slå telt op en nat. Så stiller man lige nogle flasker rødvin og får lov til at ligge et sted uden aske og sheltere fyldt med myg. Mange er søde til at sige, at man kan slå sit telt op - af og til endda uden at det koster noget - men så er det på en græsplæne bag deres hus, og det er ikke det, jeg mener. Naturstyrelsen gør det hammergodt, men jeg savner også det andet.

Der var jeg meget lille

»En lille brik« kaldte han sig selv tidligere i vores snak. Men hvad med den måske lidt svimlende fornemmelse af at være et lillebitte væsen i en meget, stor natur. Er det én, han kender?

- Det har jeg prøvet én gang. Jeg var i Grønland og var sejlet 40 kilometer væk fra Nuuk ud af fjorden og havde besluttet mig for ikke at sove i skibet med de andre. Jeg ville på land, så jeg gik ind over det flade fjeld og slog mit telt op et par hundrede meter væk. Det var midnatssol, og jeg kunne ikke sove, så jeg besluttede mig for at gå over mod nogle høje fjelde. Pludselig fløj der en rype på, og den skreg helt vildt. Jeg havde aldrig hørt et rypeskrig før, og jeg blev fandeme bange og stod og tænkte: »Hvor er jeg henne? Det her er en verden, jeg ikke kender«. Jeg vidste godt, at der ikke var isbjørne eller andre rovdyr, men jeg måtte tvinge mig selv til at gå videre op. Der var jeg alene. Der var jeg lille, meget lille. Det var vildt.

Men det er ikke en fornemmelse, du får i Danmark?

- Nej, men jeg kan godt lide at beslutte mig for at gøre det, som umiddelbart kan være kedeligt, interessant. Hvis man sidder oppe i et skydetårn og venter på en råbuk, kan man godt kede sig, men nogle gange kan jeg godt lide bare at sidde og kigge. Pludselig lander der en lille fugl bag dig, eller der kommer et insekt kravlende, og hvor er det mon på vej hen? Der sker ikke en skid, men der sker noget alligevel.

Ordet er dit