Tip os
PR-foto

Joey Moe glæder sig til gensyn med Herning

Musikeren Joey Moe gæster byen en uge i maj for at give den max gas på scenen i Boxen - sammen med den stjernespækkede trup bag musicalopsætningen af Queen-klassikeren »We Will Rock You«
19. maj 2017, 06.26

Zoom Han sad i solen i Spanien, da telefonen ringede: »Vi vil gerne se dig til audition til musicalen We Will Rock You. På lørdag.«

Udfordret og på samme tid nysgerrig tog pop- og R&B-sanger Joey Moe mod tilbuddet, fløj hjem og gik til audition på den nye store danske musicalsatsning, som for første gang opsættes med dansk tale mellem de internationale Queen-klassiske hits.

Pssst. Zoom-magasinet er på gaden i dag, og du kan læse hele E-magasinet lige her.

Og Joey Moe sang og performede sig gennem det strenge nåleøje til audition, hvor britiske repræsentanter for de to Queen-medlemmer Brian May og Roger Taylor sidder med for at godkende den endelige rolleliste. Klarede sig igennem med thumbs up gjorde blandt andre også skuespilleren Niels Olsen, sangerinderne Szhirley og Nellie Ettison og de danske musicalstjerner Christoffer Brodersen og Kristine Yde. Sammen med en stor trup af ensemble og dansere har de haft premiere i Danmark - i Royal Arena i København i sidste måned. I maj kommer turen så til Jyske Bank Boxen i Herning, hvor den opføres fire aftner i træk.

- Jeg glæder mig til at komme tilbage til Herning. Her har jeg spillet mange gange og altid befundet mig godt. Denne gang får jeg mere tid end en enkelt overnatning. Vi skal bo her en uge, så jeg formoder, at der bliver tid til andet end besøg på Crazy Daizy, smiler Joey Moe.

Sat tilbage til 0

Et imødekommende smil. For på trods af syv albums og mere end 1500 live optrædener i bæltet, kultstatus for sin personlighed i tv-shows som Voice Junior og Toppen af Pop'en, er han en både ydmyg og hårdtarbejdende stjerne.

- Det var cool at være til audition. Her var jeg ligesom sat helt tilbage til 0. Den kæmpe store internationale "jury" ved bordet, som skulle godkende castingen i Danmark, anede ikke, hvem jeg var. Det var udfordrende og samtidig vildt spændende ikke at kunne læne sig op ad sit brand, men at blive målt på det, man kan nu og her, foran juryen, siger Joey Moe.

Og mens musikeren sang, dansede og blev instrueret til at ramme forskellige toner og optræde på bestemte måder, overbeviste han englænderne: Joey Moe var skabt til rollen som den rå og rebelske Britney.

- Det var så fedt. Jeg er glad og taknemmelig for rollen, siger Joey Moe, der en gang tidligere, i Grease, har stået på scenen i en musical.

Men på forhånd kendte Joey Moe ikke meget til Queens materiale.

- Jeg havde hørt klassikere som Another One Bites the Dust og Radio Ga Ga, og husker perifært, at min far lyttede til deres musik. Men jeg havde intet forhold til Queen, eller hvad gruppen stod for. Overhovedet.

En del af noget større

Få dage før premieren er Joey Moe nu helt i sync med det legendariske engelske rockband:

- Lige siden jeg fik rollen, har jeg selvfølgelig rålyttet til deres musik. Og jeg har kæmpe respekt for Queen, som var vanvittigt nyskabende for sin tid. Tænk sig at fyre en single som Bohemian Rhapsody af på næsten 6 minutter - uden omkvæd og med en blanding af ballade, opera - opera! - og rock. Og så lavede de musikvideoer nærmest før, det begreb var opfundet.

Betaget af grundmaterialet gik Joey Moe ydmygt til opgaven, da prøverne begyndte.

- Stort set hele mit arbejdsliv har jeg været Joey alene i spidsen for det hele. Mig på scenen, mig der synger, mig der danser . Her går jeg ind som en del af noget større. En stor opsætning med dansere, ensemble og skuespillere. Det er en fed fornemmelse og chance at få. Jeg har hele vejen gennem prøverne nydt at stå bagerst og opleve at være en del af noget stort - og samtidig være klar til at blive kaldt frem, når det blev min rolles tur, forklarer Joey Moe under den afsluttede prøvedag i Metronomes studier på Amager, som har været opsætningens holdepunkt hele vejen frem til premieren og touren rundt i landet.

»He's great«

På gangene udenfor Studio 2 vrimler det med skuespillere, dansere og korsangere, der slapper af i pausen:

Sangerinden Szhirley har nået at købe bleer og en bulgursalat, der sidst på eftermiddagen gør det ud for frokost.

Skuespilleren Niels Olsen gnækker stille, mens han med sin mobil laver en video af en fotoinstallation på væggen: Et fotografi af en meget ung Bent Fabricius-Bjerre henslængt på gulvet - og med et tryk på en sort knap på rammen akkompagneres fotografiet af en lettere skrattende udgave af Fabricius-hittet Alley Cat. Som alt sammen nu også ligger lagret på Olsens mobil.

I langt højere premieretempo suser en del af det internationale kreative team bag musicalen forbi. De opdager pen og blok, og musical-instruktøren Stuart Morley når i farten med et stort smil at råbe om danske Moe:

- He's great! Make sure to write that. Really great .!

Personligt er Moe også tilfreds med prøverne. Selv om hans rolle, den oprørske Britney, ligger langt fra personen Joey Moe:

- Jeg studsede først lidt over navnet - Britney; er det ikke et pigenavn, som i Spears? Men Britney er meget maskulin - nærmest vild. Han råber og skriger. Jeg skal grave dybt for at finde den personlighed i mig selv. Når jeg kommer ind, giver jeg den max gas med råb og skrig. Vildere, får jeg at vide. Det har været en sjov kamp at få den side frem.

Træning på Kilimanjaro

En stor musical er samtidig en fysisk hård opgave. Men den havde Joey Moe faktisk trænet til - i en helt anden anledning. Som del af velgørenhedsprojektet, Climb for Charity, besteg han i januar Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, og var på den måde med til at rejse 700.000 kr. til Børneulykkesfonden.

- Jeg havde trænet fysisk til turen, men det var sindssygt hårdt. Men på samme tid var det en mulighed for at filtrere alt fra. Jeg fik i den grad renset mit hoved for andre tanker - end hvor jeg satte næste fod. Samtidig får man en helt klar fornemmelse af, hvordan man som person reagerer under pres.

Så Joey Moe er fit, og klar til at klatre det store tunge Queen-bjerg af fantastiske sange - råbe og skrige iført kilt som Britney på scenen. Men om tynd afrikansk bjergluft har givet et andet klarsyn er usikkert: I hvert fald opdagede Joey Moe for nyligt en feature på sin computer:

- Jeg har altid været gamer. Seriøs gamer. Og så opdagede jeg pludselig en timer, der viste, at jeg havde brugt i alt 717 timer på at game. Jeg dobbelttjekkede tallet på en anden computer. Den var god nok. Det skulle fand'me være løgn!

Så jeg besluttede at dedikere 717 timer til noget, som vil flytte mig personligt. Derfor har jeg kastet mig ud i at investere 717 timer i at lære at spille klaver, guitar og bas. Tre instrumenter på én gang er måske lige seriøst nok, men nu skal det være.

... og for ikke at glemme sin beslutning er tallet 717 tilføjet som seneste tatovering på Moes højre arm, hvor der var en ledig plads.

Gaming konverteret til instrumenter

Selv om han er i fuld gang med at konvertere gaming-tid til kvalitetstid med instrumenter, skal han ikke spille i We Will Rock You. Derimod bruge sin stemme til soloversioner af tre af de store Queen-klassikere:

- Det er tre vidt forskellige numre, som kan forskellige ting, og på den måde ikke konkurrerer med hinanden: Headlong, som er en fest at synge, især når musicalens band kommer på - ja tak, det skal jeg love dig for! Og så kommer den ned i tempo med Crazy Little Thing Called Love, som jo bare er så dejlig en sang. Og så synger jeg også I Want It All, som er en sang med så meget power. Og det kan jeg gi' og leve mig ind i, fordi jeg er nået til et sted i livet, hvor jeg seriøst mener det: Jeg vil ha' hele fucking verden, når jeg synger det nummer - lige nu!

PS: Ja, ja, Joey Moe ved godt, Crazy Daizy, diskoteket i Hernings vestlige ende, har skiftet navn til Dansebar. Han har været der. Og kan også huske, da stedet hed Club Black. For han følger med, selv om turene i byen gennem de seneste 20 måneder er skåret stort set væk; lige siden han sammen med sin kone Zenia Jeanine blev forældre til sønnen Elion Phelix.

Fakta om »We Will Rock You«

Musicalen We Will Rock You (WWRY) spiller i Jyske Bank Boxen i Herning fra 18.-21. maj

Den opføres for første gang med dansk dialog mellem Queens sange, der stadig synges på engelsk. Komiker og skuespiller Lars Hjortshøj har bearbejdet og oversat dialogerne til dansk

WWRY blev opført første gang i 2002 på Dominion Theatre i London

Historien bag WWRY er inspireret af Queens Bohemian Rhapsody fra 1975

Musicalen er siden opført på seks kontinenter - bl.a. i Sydney, Las Vegas, Tokyo, Johannesburg, Hong Kong, Milano og Moskva - og har hidtil solgt i alt 16 mio. billetter

Hollywood-skuespiller Robert De Niro er sammen med blandt andet de to Queen-medlemmer Brian May og Roger Taylor producer på musicalen

Brian May skrev sangen We Will Rock You i 1977

Ordet er dit