Tip os
De to tyve fanget på overvågningskameraerne på Ikast-Brande Gymnasium tirsdag eftermiddag.
Foto: Politiet

Gymnasier plages af tyverier

Gymnasieelever i både Ikast og Bjerringbro har mistet computere med undervisnings-materiale og personlige dokumenter
20. april 2017, 10.05

Ikast Fem bærbare computere, to mobiltelefoner og to cykler blev i går stjålet fra Ikast-Brande Gymnasium.

Det skete i tidsrummet mellem klokken 12.52 og 13.08, hvor tyvene var på visit i et omklædningsrum, oplyser politiet i Herning her til morgen.

De oplyser også, at der er tale om computere af mærkerne HP, Lenovo og iMac. Telefonerne er en iPhone 6 og en Sony Experia. Cyklerne er der ingen melding om.

Kontakt politiet

Eleverne i Ikast er ikke alene om at være ramt af tyverier.

Tirsdag formiddag var to tyve forbi Bjerringbro Gymnasium.

Her blev der stjålet computere og andet udstyr for mere end 100.000 kroner i to omklædningsrum.

12 hos pigerne og fire i drengenes omklædningsrum - fordi eleverne ikke havde låst deres elektroniske udstyr inde.

De tyveriramte elever har ikke blot mistet deres computere og telefoner.

De har også mistet uundværligt undervisningsmateriale, opgaver og personlige dokumenter.

Politiet offentliggjorde i går billeder af tyvene, som ses i aktion på Ikast-Brande Gymnasium.

Hvis man genkender nogen af de to personer på billedet eller har andre informationer i sagen, opfordres man til at kontakte politiet på telefon 114.

Ordet er dit