Tip os
Foto: Colourbox

Grundsalget i Herning boomer - dobbelt op for 2017

Der blev i løbet af første kvartal 2017 solgt lige så mange grunde som i første halvår af 2016
20. april 2017, 16.37

herning I første kvartal 2017 var der ekstra gang i grundsalget i Herning Kommune. Her er solgt ikke færre end 33 boliggrunde rundt om i kommunen.

Til sammenligning har kalenderen de seneste år sagt juni, før samme antal grunde var solgt. Det fortæller kommunen i en pressemeddelelse.

- Vi plejer at have travlt på starten af året, for folk vil gerne i gang med at bygge, mens det er godt vejr. Men i år har det været ekstra vildt. Det tegner til at blive et rigtig fint år, fortæller Anne Mette Skjærlund Knudsen, grundsalgskoordinator ved Herning Kommune.


Gang i salget fra flere udstykninger

Der er blevet solgt en del grunde fra de populære udstykninger i forstæderne til Herning, men på grundsalgskontoret glæder de sig særligt over, at der nu også er kommet gang i grundsalget fra tre udstykninger i Vildbjerg, Skibbild og Sdr. Felding.

De tre udstykninger har alle det til fælles, at de har været til salg i flere år, uden der har været købere. Fra udstykningen på Åbjergvænget i Vildbjerg er der solgt to grunde, mens der på Præsteskoven i Sdr. Felding og Udgaardsvej i Skibbild er solgt en boliggrund hvert sted.

- Det er tre udstykninger, der kom på markedet i perioden 2009 - 2011, uden vi har solgt en eneste grund. Men nu er der kommet gang i salget. Typisk er det sådan, at den første grund er sværest at sælge, for de færreste er interesserede i at bo alene på en græsmark. Men når køberne kan se, at der i forvejen er solgt grunde fra udstykningen, er det ikke længere så farligt, forklarer Anne Mette Skjærlund Knudsen og understreger, at kommunen stadig har boliggrunde på hylderne på grundsalgskontoret.


Ordet er dit