Tip os
Foto: Nils Lund

Øget opsyn med Snejbjerg Skole efter meningsløst hærværk

Skolen, kommunen og politiet har sat alt ind på at finde frem til, hvem der stod bag ødelæggelser for en lille uge siden
15. december 2016, 14.59

Snejbjerg Ukendte gerningsmænd har begået hærværk mod Snejbjerg Skole både fredag og lørdag.

Fredag aften kørte en person rundt på scooter inde i bygningen, hvor der er et torv i forbindelse med indgangen til skolen og hallen.

- Halinspektøren blev tilkaldt, fordi et par fodboldtrænere observerede en person på scooter, men inden de kom derned, var den væk, fortæller skoleleder Brian Rasmussen fra Snejbjerg Skole.

Lørdag blev der begået hærværk på skolen. Der blev løsnet nogle loftplader, som faldt ned, og i forbindelse med hærværket, blev der spredt popcorn ud på skolens gulv.

En udstillingsmontre var væltet, så plexiglasset revnede, og hærværksmændene havde anvendt en sofa som hoppepude, oplyser politiet.

Brev til forældrene

Skoleleder Brian Rasmussen kalder hærværket for »langt ude i hampen«.

- Det er ikke det, man forventer, når man har gode rammer, siger han med henvisning til, at skolen lige er blevet renoveret og har fået nye, flotte rammer.

- Vi har ingen indikation på, at det er elever, som har gjort det, og vi har ikke viden om, hvem det er, siger skolelederen.

Han har sendt en besked ud til forældrene til elever på skolen.

- Vi har lavet et opslag på intranettet om, hvad der er foregået. Vi har bedt forældrene om at tale med deres børn om, hvordan man opfører sig i det offentlige rum, men også hvis de har viden om, hvem det er. Vi har ikke fået tilbagemeldinger, siger Brian Rasmussen.

Skolens SSP-medarbejder taler også med eleverne om, hvad der er sket.

Hos lokalpolitiet i Herning er alle patruljer på baggrund af hærværket i Snejbjerg blevet bedt om at holde øje med skolen.

Herning Kommune har reageret ved at sætte øget fokus på Snejbjerg Skole, der er åben om aftenen, fordi der ofte spilles fodbold i hallen.

- Vi har et opsøgende team, som i denne uge er forbi hver dag. Medarbejderne i ungdomsskolen har fået en ekstra mand sat på, som kan gå rundt på gangene, forklarer SSP-konsulent Winie Bjerre fra Herning Kommune.

I sensommeren var der en gruppe unge, som holdt til ved nogle shelters, der ligger umiddelbart i tilknytning til skolen, Det er muligt, at gerningsmanden skal findes blandt dem, men det har hverken skolen eller SSP-konsulenten belæg for at sige noget om.

- I sensommeren brugte de stedet som samlingssted, og der blev ikke ryddet op. Vi fik løst den problematik ved at tage en snak med de unge, siger Winie Bjerre.

Tidligere har der også andre steder i kommunen været lignende samlingssteder, hvor politiet måtte forbi på grund af bål og afbrænding af bænke og borde.

Opslag på forældreintra

Ledelsen på Snejbjerg Skole, viceskoleleder Lillian Krarup og skoleleder Brian Rasmussen sendte følgende meddelelse ud om hærværket på skolen i fredags og lørdags:

Kære forældre!

Fredag den 9. december blev halinspektør Bjarne Weyhe tilkaldt til hallen omkring spisetid, da en scooter (orange og sort) havde kørt rundt i vores torveareal.

Lørdag eftermiddag/aften har der igen været besøgende. Denne gang er en del loftsplader løftet op og en enkelt plade er knækket, desuden er en udstillingsmontre til biblioteket blevet ødelagt (knækket plexiglas) og vores sofaer er møgbeskidte efter besøgende, der har siddet med beskidte sko oppe i sofaerne.

Vi har i dag haft snakke med forskellige elever, der har været her på skolen fredag, lørdag og søndag.

De fortæller, at der har været grupper af vores egne elever på skolen på skift, men siger, at de ikke har set nogen ødelægge noget. Enkelte fortæller også, at der er blevet set lidt ældre unge ved skolen.

Vi vil gerne have, at alle passer på vores nye skole, men vi oplever, at ovenstående problemer er noget, vi oplever med mellemrum.

Manglende respekt overfor vores nye faciliteter.

Det er uforståeligt og meget træls at skulle bruge en masse energi på at finde synderne og få ordnet tingene, så de igen kan bruges af det store flertal, der godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Vi vil bede jer forældre snakke med jeres børn/unge derhjemme og være med til at sikre, at de unge ikke får sig rodet ud i noget.

Har I en viden om fredag eller lørdag, tager vi gerne imod denne viden.

Med venlig hilsen

Lillian og Brian

Ordet er dit