Tip os
Der kommer først elever på politiskolen i Vejle i 2020.
Foto: Colourbox

Først politiskole-elever i Vejle fra 2020

Der skal optages elever i 2018. Men det kan ikke lade sig gøre i Vejle, fastslår Bygningsstyrelsen.
19. april 2017, 21.16

Politiskole Selv om Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har fastholdt, at man ved at placere den nye politiskole i en eksisterende bygning i Vejle kunne sikre et hurtigt optag af politielever i Vestdanmark, kommer der til at gå mere end tre år fra nu, før de første elever kan bydes indenfor på den tidligere sygeplejeskole.

Det fastslår bygherren på projektet, Bygningsstyrelsen, efter at have gennemgået projektet og revideret tidsplanen, skriver Jyllands-Posten.

- Nu vurderer vi, at vi kan gøre det på 37 måneder, siger vicedirektør Kristian Lyk-Jensen.

Da partierne i januar besluttede en ombygning i Vejle frem for et nybyggeri i Herning, anslog en rapport, at skolen i Vejle ville tage op til 40 måneder at ombygge. Derfor talte partierne dengang om en etapevis opstart.

- Vores udgangspunkt har været, at man selvfølgelig skal lave en form for midlertidig indfasning og tilpasning, så det bliver muligt at optage elever allerede i 2018, sagde retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF).

Ingen elever før 2020 på skolen

Men det kommer ifølge Bygningsstyrelsen ikke til at ske.

- Det kan ikke lade sig gøre at lave etapevis opstart, siger Kristian Lyk-Jensen til Jyllands-Posten.

Den klare melding fra bygherren kommer på dagen, hvor Folketingets Finansudvalg skal behandle det aktstykke, som skal give Bygningsstyrelsen grønt lys til at købe sygeplejeskolegrunden i Vejle for 35 mio. kr. Og den bevilling støtter Dansk Folkeparti stadig, siger Peter Kofod Poulsen.

- Vi står fuldstændig fast på den politiske aftale om at uddanne politielever i Vestdanmark i løbet af 2018. Kan man ikke nå det i Vejle til 2018, så må vi finde et andet sted at lave midlertidig opstart,«siger Kofod, der afviser, at DF skulle have støttet eksempelvis Herning, som erklærede sig parat til optag efter 22-26 måneder –i stedet.

- Der har været mange gode bud fra borgmestre om, hvor hurtigt ting kunne være klar. Vi har lænet os op ad det løfte, vi gav om, at hvis regeringen pegede på en eksisterende bygning, så bakkede vi det op,« siger han.

Retsordfører Trine Bramsen (S) skriver i en sms til Jyllands-Posten, at »vi forventer stadig, at der kan optages politielever i Jylland fra 2018. Vi forventer da, at det bliver i nærheden af Vejle.

Justitsminister Søren Pape henviser til, at det ikke er nyt, at byggeriet vil stå på så længe.

- Det fremgår af Rigspolitiets rapport, at det vil tage cirka 40 måneder at bygge den tidligere sygeplejeskole i Vejle om til en politiskole, skriver han i en skriftlig kommentar.

- Det var med den rapport i hånden, at et flertal ønskede at anvende eksisterende bygninger til den nye politiskole.

Ordet er dit